FORSIDE | BAGGRUND | BORUM i FABJERG | MIN FAMILIE | STEDER OG FOLK | ERINDRINGER | BREVE | GALLERI | GÆSTEBOG


BAGGRUND


    FORORD

    Det er ikke tit, tanken har strejfet mig, at jeg skulle nedskrive erindringer om hændelser og episoder fra barndommen og op i årene, men tanken har strejfet mig. For år tilbage, efter at Børge var blevet lærer, var det somme tider på tale fra fars side, at Børge skulle skrive slægtens historie, men det blev vist aldrig ført ud i virkeligheden. Det, der er medvirkende til, at jeg nu begynder at nedskrive nogle af de historier og lignende, som jeg har fortalt ved forskellige lejligheder, må Kristian tage på sin kappe, da han af og til har givet udtryk for, at han syntes, jeg skulle bevare noget og nogle af de oplevelser, som ellers ville gå i glemsel.

    Det vil nok være naturligt at begynde ved ens egen fødsel i Sønder Lund den 13. juni 1911, hvor jeg er opvokset sammen med alle mine søskende. Far og mor blev gift i 1906 og fik gården, som det ellers var bestemt, at bedstefar ville have blevet ved noget længere, da han kun var 58 år dengang. Han havde bygget Overlund med 20 tdr. land fraskilt Sdr. Lund. Han var sognefoged, hvilket sikkert var medvirkende til, at han besluttede sig til at flytte fra gården og overlade den til min far.

    Bedstefar var født og opvokset i V. Borum i Nr. Nissum sammen med 3 brødre. Han var født i 1848 som den næstældste af de fire sønner. De havde stedfar og hed oprindelig Jensen, men antog navnet Borum efter gården. Den ældste søn, Peder Christian, fik fødegården, og bedstefar købte Sdr. Lund i Fabjerg og blev gift med en datter fra Østergård i Gudum, der hed Johanne.

    - - -

    Sådan skrev far i midten af december 1981, kun 3 uger før sin død. Anledningen var, at vi nogle gange i løbet af efteråret havde talt om, at han burde prøve at skrive nogle af de historier ned, som han kunne et væld af, og som vi har hørt talrige gange - dog naturligvis uden at kunne huske detaljerne, som far kunne. Den sidste gang inden jul jeg skulle til Aalborg, hvor jeg arbejdede som gymnasielærer, snakkede vi igen om det, og jeg opfordrede stærkt far til at gå i gang. Det var et lidt vanskeligt emne at komme ind på, for i opfordringen lå jo den skjulte begrundelse, som alle mennesker ved, men som ingen rigtig tør tale frit om, at de mennesker, som vi holder allermest af, på et eller andet tidspunkt skal dø.

    At far havde en fantastisk hukommelse for mangt og meget, har vi ofte fået eksempler på, når han efter 40 eller måske 50 års forløb kunne diskutere med om detaljerne i handlingen i bøger, vi som børn netop var i gang med at læse, og som han ikke havde set siden sine unge år. Han erindrede ofte flere detaljer, end vi kunne huske af det, vi havde læst den foregående dag!