Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
DRENGENE - Jens Lund, Sønderskov, Svend og Børge - Borums Forum
På grund af aldersforskellen mellem Jens Lund (1908) og far - Sønderskov (1911), Svend (1912) og Børge (1914), var det mest de tre små, der legede sammen. Jens Lund var større og stærkere, og dermed var de langtfra jævnbyrdige i leg og kamp.
Hvis der var stridigheder, var det vist som oftest de tre små sammen mod Jens Lund. Og han kunne jo stort set altid klare sig for de små, men jeg husker dog, at Børge engang fortalte, at hvis vi først ku' få gjort Skov gal, så havde de små en chance i fællesskab.
Med en voksende børneflok kunne det jo hurtigt blive trangt med sengeplads. På den tid havde ingen børn jo deres eget værelse, man var flere sammen - men man delte også seng. Jeg ved, at Jens Lund og Svend sov i samme seng, og far og Børge delte en anden.
Nu var Jens Lund som sagt noget dominerende, og han kunne ikke lade være med at udnytte det til at drille Svend, som i den sammenlignig var en lille, forsigtig dreng. Bl.a. sagde han engang til Svend:
- Fryser du æ finger' o æ næt?
- Neej!
- Hvorfor legger do så å stopper dem op i mi' røv?
- Det gjør a da heller e' , svarede lille Svend grædefærdig.
Et eller andet sted lå et dæksel - det kunne måske være over en ajlebeholder eller andet. Men i hvert fald var drengene blevet nysgerrige efter at lempe det til side for at kigge ned. Nu var dækslet alt for stort og tungt til, at nogen af dem kunne løfte det eller blot skubbe det til side. Dertil kom, at det var grønt og slimet af algebegroning.
De blev enige om, at de nok ved forenede kræfter kunne få lettet dækslet, og som den stærkeste var det naturligvis Jens Lund, der tog fat med den største effekt. Men de tre små lagde også kræfterne i, og ved fælles hjælp lykkedes det faktisk at lette dækslet en smule op.
Nu var der jo altså lige det problem, at de små ikke havde kræfter nok til at holde ved, og da dækslet som sagt var slimet, smuttede deres fingre, og dækslet faldt ned. Jens Lund havde naturligvis forsøgt at holde dækslet, men kunne ikke alene, så da dækslet faldt ned, kom hans fingre i klemme nedenunder. De små kunne ikke løfte dækslet, så Jens Lund hang uhjælpeligt fast. I sin kvide råbte han:
- Mor hjælp, mor hjælp - skynd jer tå'l te mor ... mor hjælp, mor hjælp...
indtil han fingre endelig gled ud og han slap fri.
Og som far altid sagde, når han fortalte historien, så var Jens Lund klar over, at han havde forløbet sig i den grad!, så han sprang af sted for at fange de andre og banke dem, fordi han skulle have udvisket opfattelsen af, at han havde vist svaghedstegn.
Drengene spillede fodbold, og far og Børge spillede i en periode sammen på de to back-pladser på Fabjergs "førstehold". Den slags havde bedstefar ikke megen forståelse for, for han sagde engang til dem:
- De' sær I e' er kloger' end å renn' å spark' te' så'n fohbold!
Deres interesse lå imidlertid i langt højere grad i duer og høns. Som bekendt skal der ikke meget held til, før nogle få par duer kan give ophav til en hel flok. Og på et tidspunkt tog det da også overhånd efter bedstefars mening, for en dag truede han dem med:
- I ska' se·he å få slawt' nowe af all' det duer, ellers så tår a en bøhs å skyjer ind i æ flok!
Svend tjente i en periode på en gård på Fyn, og på samme gård blev Hans Nielsen (Hollands) forkarl.
Under opholdet på Fyn blev Svend kæreste med en pige, der hed Esther. De aftalte, at hun skulle med hjem til Sdr. Lund, når Svend skulle hjem på sommerferie. Desværre var forholdet kølnet betydeligt allerede inden sommerferien, men nu var det jo aftalt, så Svend og Hans og Esther cyklede til Fabjerg på ferie.
Da ferien var ovre, og de skulle tilbage, var der ikke meget ridderlighed over de to kavalerer. De cyklede af sted noget hurtigere, end den stakkels pige kunne følge med til, og de var allerede omtrent nået til Nr. Dal, da hun svingede ud på landevejen. Hun måtte derfor anstrenge sig til det yderste for ikke at tabe dem af syne - og det gav varmen. Som Svend fortalte:
- Hun var li'så rød i æ ho·he som en kalkuns kok i æ røv!
Da far hørte om det, bebrejdede han Svend, at de kunne komme i tanke om at være så tarvelige at cykle af sted i sådan et tempo, hvortil Svend forklarede:
Far og Svend gik i skole med et par brødre, Peder og Søren Tang. De var jævnaldrende, Peder et halvt år ældre end far og Søren et halvt år yngre end Svend.
I Sdr. skole gik også børn fra skovridergården i Klosterheden. Engang flyttede der en ny skovrider ind, og de havde en dreng, som var jævnaldrende med de fire. Da han havde fødselsdag, måtte han invitere nogle kammerater med hjem og han inviterede de to brødrepar.
Et af fødselarens privilegier var, at han måtte ønske at få serveret sine livretter for sine gæster, og det gjorde han så. Nu skal det så siges, at madvanerne, som familien bragte med sig, uden tvivl har været noget afvigende fra kosten på landet i Fabjerg.
Hvorom alting er, drengen ønskede tomatsuppe. Det var ikke lykken - det var uden tvivl første gang, fødselsdagsgæsterne var stødt på makaroni. De kæmpede i varierende grad med menuen, men spiste da selvfølgelig af høflighed. Men det voldte kvaler - ikke mindst for den mindste, Søren Tang, der bagefter sagde:
Noget bedre gik det uden døre. De legede rundt i området, som drenge nu engang gør det, og på et tidspunkt skulle de gå hen over en bæk, hvor en planke udgjorde en primitiv bro. Det voldte ingen problemer - for de første fire - men lille Søren turde ikke. Da han kom midt ud på den smalle, gyngende bro, blev han bange og turde ikke gå længere.
Storebror Peder var rasende - han opfattede det som en plet på familiens ære, at hans lillebror viste sig som en bangebuks. Han skældte og truede, men lige lidt hjalp det . Lille Søren satte sig ned og kravlede hele vejen tilbage igen.
I Fabjerg var der en, der altid kun blev omtalt som Pe' Rott' (altså Peder Rotte). Han har naturligvis heddet Peder og været født i Rottesgård. Han har været sådan nogenlunde på Jens Lunds alder, for i hvert fald var det ham, der fortalte om Pe' Rott's ageren i skolen.
Et opslag i kirkebogen viser, at der 24.11.1906 i Rottesgård blev født en dreng ved navn Peder Christensen, og tidsmæssigt passer det jo meget godt ca. 1½ før Jens Lund.
Pe' Rott' var efter sigende ualmindelig uartig. Jeg kan ikke gøre rede for de skarnsstreger, han måtte lægge navn til, men engang fortalte Jens Lund om, hvor umulig hans opførsel var. Det kom til at lyde på følgende måde:
Det er ikke mit indtryk, at Jens Lund dyrkede den disciplin at sige Anna imod særlig intensivt, men at det er sket, vidner følgende historie om. Da de engang havde slagtet, fortalte Anna om alt det, de havde fået ud af det. Hun fortalte bl.a., at der også var blevet til hele tre spegepølser [eller var det rullepølser?]. Men her protesterede Jens Lund med følgende ordveksling til følge:
Da far var dreng læste han en del bøger, som han lånte i Lemvig. I hine tider var Peder Most-bøgerne absolut et ... nå, ja ... "must", som enhver rask dreng måtte læse.
Den slags drengebøger er vist ganske gået af mode, og den opvoksende ungdom har formodentlig aldrig hørt om Peder Most-bøgerne, men endnu i mine drengeår var de da på repertoiret. I dag vil de nok heller ikke regnes for politisk korrekte.
Det er nu ikke, fordi jeg husker noget særligt fra dem, men de i alt fem bøger blev skrevet i årene 1901-21 af en dansk forfatter, Walter Christmas, og handlede om en ung matros fra Svendborg og hans oplevelser på hans færd rundt i verden.
Den sidste bog i serien hed Peder Most paa Krigsstien, og da far var nået til den, indfandt han sig på Lemvig Bogsamling og spurgte ved skranken bibliotekaren, om han kunne låne den. Bibliotekaren henvendte sig derefter til biblioteksassistenten på følgende måde:
- Frøken Sylvia, vil De lige se efter, om Peder Most er på krigsstien!
I de gamle dage, som vi her taler om, gik man jo ikke ud for at købe det, man selv kunne fremstille. Og da man havde får, kunne man selv fremstille uldgarn til at strikke af. Det var ofte den gamle generation, der tog sig af den slags sysler. De gamle var især glade for uld fra sorte får. Garnet blev ganske vist ikke sort, men en eller anden slags gråmeleret - men man behøvede ikke at farve det!
Jens Lund havde engang fået et par sokker, som oldemor(?) havde strikket af "sort" uldgarn og foræret til ham for at glæde ham.
Men den glæde skulle blive kortvarig. Første gang han stillede i skolen i de grå sokker, blev han mødt med kommentaren:
- Nå, du hår nok fåt di' bestefårs hoser å i daw!
Den bemærkning var nok. Aldrig siden ville han udsætte sig for at blive drillet med det, så han nægtede nogen sinde igen at tage sokkerne på!
