Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
BEDSTEMORS FAMILIE - Sønderskov i Nr. Nissum - Borums Forum
Bedstemors familie i Nr. Nissum bestod af oldefar og oldemor og deres fem børn. Oldefar var murer, men senere flyttede de til Sønderskov, som han derefter drev, samtidig med at han var vejmand. I 1906 tog de Sønderskov som familienavn, men i optegnelserne indtil da hed de Jensen.
Sønderskov-familien har jeg kun kendt ganske lidt til.
Anders, der var tømrer, har jeg hørt om. Desuden ved jeg om bedstemors to søstre: Kathrine, som flyttede til København, har jeg også kun hørt om, hvorimod jeg har mødt Marie (altid kun omtalt som tante Meræe), der giftede sig med en fisker i Lemvig. Hvordan Kathrine har fået det navn, står hen i det uvisse, for som det fremgår ovenfor, ses i de officielle kilder kun navnet Krista Otine.
Jens Christen Carl Sønderskov har jeg aldrig hørt om. Det kan meget vel skyldes, at han er død, før børnene i Sdr. Lund har haft mulighed for at lære ham at kende. Et kig i kirkebøgerne afslører dog, at han har været i live i 1906, da familien fik bevilget navneændring til Sønderskov. Men kigger man i kirkebogen for Nr. Nissum i årene derefter, figurerer han ikke. Han må derfor være flyttet til et andet sogn og dermed gledet ud af historien.
I kirkebogen for Nr. Nissum optræder ganske vist under dødsfald den 23.01.1912 en Jens Kristian Carl Sønderskov, men det er et spædbarn, søn af Anders og dermed altså kun opkaldt efter sin farbror.
Onkel Anders var noget af en filur. Lejlighedsvis kom han til Sdr. Lund og lavede tømrerarbejde. Far fortalte, at da de som knægte stod og beundrede hans håndværksmæssige færdigheder, mens han stod og slog søm i, spurgte de ham:
- Rammer du aldrig ve æ sij av?
lød svaret:
- Nej, det sker et så nær hwær år!
hvorefter han selvfølgelig ramte godt og grundigt ved siden af sømmet!
Da Kathrine engang kom hjem på besøg fra København - hun var jo nu blevet en fin dame, som selvfølgelig havde fået lidt andre normer for en dames udseende - udspandt sig følgende replikskifte mellem Anders og hende. Hun blev mødt af følgende velkomsthilsen - sagt med eftertryk (ja, her burde det måske egentlig kaldes fortryk):
- SOM æ ålder endda er falden å dæ Kathrine!
Og ramt på sin forfængelighed svarede hun:
- Nåh, synes du det, Anders?!
- Ja, du er da kommen te å se så fæl gammel u·he!
- Nåh, er det så slemt?
- Ja, du kommer da te' å lign' mo·he mere og mere!
Men tante Kathrine (jeg har indtryk af, at de altid blev kaldt tante og onkel, uanset om der var tale om mostre, morbrødre osv.) havde jo sin egen lille familie i København. Hun havde to sønner, Kaj og Adolf. Jeg husker i min barndom, at vi havde besøg af fætter Kaj, hans kone Elly og deres datter, Else (som er nogenlunde jævnaldrende med min søster, Jonna, og vel må være fra hen mod midten af 1940'erne.)
Fætter Kaj (der til forveksling lignede et kendt fotografi af James Joyce) var vistnok kontorist, og Adolf var kioskejer.
Engang, da fars bror Svend havde vovet sig til København, kom han ind i sin fætter Adolfs kiosk og indledte med at bede om en eller anden vare, som vistnok var en mangelvare og befandt sig i beskedent antal på en af de øverste hylder. I hvert fald svarede Adolf afvisende.
- Jeg er ellers din fætter! sagde Svend - Det var s’gu’ noget andet! svarede Adolf - og så blev det ønskede fundet frem!
Da far gik på skole i København, besøgte han også lejlighedsvis fætter Adolf,. En dag, hvor far kom ind i kiosken, var Adolf helt overstadig:
- Åh, du kan tro, jeg fik rigtig ram på en svajer i dag!
Historien var den, at Adolf var ude at køre i byen (på varetur?) i sin bil. Da han kom til et kryds og blev nødt til at standse pludseligt, blev han påkørt bagfra af en svajer, der ikke kunne nå at få bremset sin Long-John hurtigt nok.
Nu var svajerne jo vistnok endog meget rappe i replikken, så det var svært at få det sidste ord over for dem. Nå, men Adolf stak hovedet ud gennem vinduet og sagde bagud til svajeren:
- Hov, hov, træk vejret! - Det gør jeg osse! - Ja, men du skal s’gu’ ikke gøre det i røven på mig!
Det, at være kvik nok til at få det sidste ord, reddede fætter Adolfs dag!
Fætter Kaj og Elly havde foruden Else, som jeg husker at have set, en ældre datter. Der skete det ulykkelige, at hun var elev på Den franske Skole i København og blev dræbt ved den tragiske ulykke med det forfejlede engelske bombardement i marts 1945.
Bedstemors anden søster, tante Meræe mindes jeg fra min barndom i begyndelsen af 1960'erne. Jeg mødte hende kun de gange, hvor jeg tilfældigt kom på besøg i Sdr. Lund på samme tid som hende. Jeg husker det altid, som om hun kom for at tigge:
- Svend, du hår wel et nowe få æg?!
Hvorefter Svend gik ud i laden og indsamlede en portion til hende.
Far fortalte i øvrigt, at en af hendes drenge engang bebrejdede hende, at hun tiggede, når hun besøgte sin familie, hvortil hun indigneret svarede:
- Nejj, a tæger ilywel et!
Og hun har vel også kun opfattet det på den måde, at hun fik lidt af sin søsters overflod.
Jeg ved ikke helt, hvor mange børn tante Mereæ havde, men i hvert fald to drenge. Lause har jeg set nogle gange i begyndelsen af 1960'erne - typisk når jeg var med far i Lemvig til torvedag fredag eftermiddag. Jeg husker, at vi somme tider mødte Lause, der kom gående i et sindigt tempo, med en blå anorak på, og hænderne parkeret nede i buksernes stiklommer, hvorved han kunne rette den ene albue så meget ud til siden, at konen allernådigst kunne komme med på slæb.
Den anden, fætter Leo, har jeg kun hørt om, bl.a. når de var med deres mor på besøg i Sdr. Lund. Der blev om morgenen serveret havregrød med smør og sukker og mælk til. Far fortalte, hvordan tante Meræe tog en kop mælk, hældte ud over tallerkenen med havregrød, rørte det hele rundt til et sammensurium, hvorefter hun skød tallerkenen hen til ham med ordene:
Opmærksomme læsere af tegneserien "Livets gang i Lidenlund" vil vide, at der optræder et skib ved navn Mathilde. Det eksisterede skam i virkeligheden og sejlede i rutefart mellem Lemvig og Nyhavn i København. Far fortalte, at ved et besøg engang hos tante Meræe i Lemvig gik der en mand forbi vinduet. Han hed Rud og hørte åbenbart til besætningen på Mathilde, for da tante Meræe så ham gå forbi, konstaterede hun:
- Nå, nu er Mathilde nok kommen, for der kommer æ Ru·he!
Ifølge far var oldemor i Nr. Nissum åndsfrisk til det sidste. Hans karakteristik lød gerne:
- Hun gav mor gode råd, æ daw før hun døde!
Det råd, som hun gav, men som bedstemor aldrig fulgte, var, at hun skulle sørge for, at Jens Lund kom hjemmefra. Så vidt jeg ved, var han dog soldat i København - "tudsetræder" på Bådsmandsstrædes kaserne, det senere Christiania - men ellers er det nok rigtigt, at hvor far og Børge kom helt væk fra landeriet, og Svend i en periode tjente på Fyn, så forblev Jens Lund i Fabjerg.
Familien var ikke stolt af at have fået familieforøgelse så at sige på gule plader. Det gjaldt ikke alene bedstefar og bedstemor, også oldemor i Nr. Nissum begræd den ulykkelige hændelse. Engang da far og en hans søskende var på besøg hos oldemor, havde hun beklaget sig over det. Da de havde hørt på det et stykke tid, svarede de:
- Jamen, bedstemor, vi er da osse så kyw a'et!
hvortil hun med sin karakteristiske, snusfornuftige indstilling affærdigede dem med ordene:
Da oldemor i Nr. Nissum var død, skulle boet jo naturligvis behandles af Skifteretten. I mellemtiden var der imidlertid forskellige udgifter, som skulle betales, og onkel Anders, der havde påtaget sig opgaven at klare det praktiske efter moderen, havde derfor betalt, hvad der var, og havde hævet pengene på moderens bankkonto.
Den slags er ikke lovligt, og Anders blev irettesat af dommeren, der sagde:
- De må sandelig ikke sådan hæve af Deres mors penge!
Da tante Marie senere berettede om, hvordan det var foregået i Skifteretten, fortalte hun med tydelig afstandtagen, hvordan Anders havde "optrådt":
- Ja, å så såe han te' Boe Jørgensen: "HÅR a begån' nøj ulovlig, så ka' I jo straaf' mæ' for'et!"
Da far var blevet færdig med skolen i København og var kommet hjem, var bedstemor stolt over, at sønnen havde fået sin eksamen. En dag, da hendes bror, Anders, var på besøg i Sdr. Lund, sagde hun til far, at han skulle vise sit eksamensbevis til onkel Anders. Ingen af dem havde jo da særlige forudsætninger for at bedømme, om det var gået godt eller dårligt, men far ville jo da også gerne vise det frem, så han hentede det og lagde det hen foran sin onkel.
Onkel Anders kiggede vel dårligt nok på det, før han udtalte - hvad der siden er blevet et bevinget ord i vor del af familien:
