Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
FABJERG - Smed Simonsen - Borums Forum
Far var i smedelære i tre år, tre forskellige steder. Det første år var fra 01.05.1929 og et år frem i Fabjerg, hos smed Simonsen.
Den gamle smedemester, Jens Christian Simonsen, var født i 1864. Han var gift med Sørine, og de havde sønnerne Niels (f. 1898), Jens (f. 1900), Villiam (f. 1902), Johannes (f. 1904), Peder (f. 1906) og Thorvald (f. 1908) - og dertil datteren Astrid (f. 1910). Det tyder på en vis regularitet i det simonsenske hjem
Det år, far var i lære der, var faktisk den gamle smeds sidste leveår, og han deltog ikke i det daglige arbejde på værkstedet. Det var sønnerne Niels og Jens, der stod for det. Jens blev senere gift med min mors ældste søster, Thora, som det fremgår af billedet her.
Foruden smedeværkstedet havde de også en nærliggende ejendom, Solvang, der blev drevet som landbrug, og hvor familien boede.
Sørine sørgede for bespisning, så hver dag blev der kaldt til middagsmad. Det foregik på den måde, at den gamle smed stillede sig ud foran stuehuset, når maden var klar. Den første på værkstedet, der så ham, skulle så gå udenfor og vinke til ham som tegn på, at man nu havde set ham, hvorefter han gik ind.
Det skete, når far eller en af de andre fik øje på ham gennem vinduet og ville gå ud for at give det obligatoriske signal, at en af sønnerne holdt ham tilbage med ordene:
Jens Simonsen havde et godt øre for folks fortalelser og pudsige udsagn og blik for karakteristiske gebærder. Men han havde så også den uvane at eftergøre eller imitere dem.
Der var således en eller anden i sognet, der i stedet for akkumulator sagde akkolomator. Det tog Jens til sig og lavede sjov med i så lang tid, at han til sidst ikke selv kunne sige andet end akkolomator.
Jens Simonsen kom jævnligt uheldigt af sted med sine imitationer. Sognets tømrer, P. K. Nielsen Haurballe, havde en lidt speciel vane, som kan være lidt vanskelig at beskrive kun med ord, men han havde det med at gribe sig til baglommen, når han havde travlt og skulle skynde sig af sted. I Jens Simonsens udgave blev det til, at når han omtalte "P.K.", greb han sig bagi og gik et par skridt fremad let foroverbøjet. Det var jo da ganske harmløst, men problemet var, at Jens ikke altid tog sig i agt for, hvem hans publikum var. Heldigvis kunne han bagefter godt selv more sig over og fortælle om, når han kvajede sig. Således fortalte han, at han en dag henne i Brugsen havde "optrådt" med:
- "A håj' besøg af P.K. i daw' " .... og så stod Christiane lig' ve' æ sij' av! [Christiane var P.K.'s datter].
Flere af sønnerne blev også smede og/eller mekanikere. Det gjaldt dog ikke Johannes, der ret hurtigt kom hjemmefra og siden flyttede til "København". Peder var død i 1920, Astrid døde i 1929, og muligvis var yderligere en af drengene død forholdsvis tidligt. Jeg har kun kendt Jens og kun enkelte gange truffet Johannes, når han kom på besøg i Fabjerg samtidig med os. De andre har jeg kun hørt om.
Det er naturligvis ubærligt for forældre at miste deres børn, og det gjaldt også Sørine, som aldrig kom over tabet. Det irriterede imidlertid Johannes. Han havde absolut ingen forståelse for, når han en sjælden gang kom hjem på besøg, at hans mor brugte det meste af tiden på at sylre over de børn, der var døde mange år tidligere, i stedet for at ofre dem, der var i live, lidt opmærksomhed, for, som han sagde:
