Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
FABJERG - Diverse - Borums Forum
På gården Fruerboel var der i en årrække en husbestyrerinde ved navn Grethe. Hvad hendes efternavn var, har jeg ikke kunnet slå op, og jeg har altid kun hørt hende omtale som Grethe Heks (udtalt Grethe Hægx). Kaldenavnet er givetvis udtryk for, hvordan hun blev opfattet i sognet.
Hun havde to Engelsk Bulldog, og når hun skulle holde styr på dem, bandt hun dem til messingstangen på komfuret. Det fortælles, at da/når? de kom op at slås, hældte hun kogende vand på dem. Så kunne de få det at tænke på!
- - - - -
At hun nok ikke var populær kan ses af det forhold, at da hun skulle begraves, var der et uhyre beskedent fremmøde i kirken. Jens Tang var der i egenskab af sognerådsformand, og bedstefar mødte op som sognefoged. Men der kan ikke have været mange andre til begravelsen, for foruden de to måtte ikke alene kirketjeneren hjælpe til med at bære kisten ud til graven, også provst Olsen måtte tage ved.
Indtil engang sidst i 20'erne hed uddeleren i Brugsen - eller Indkøbsforeningen - i Fabjerg Lars Kølhede Larsen. På den tid var meget af det, man købte, i løs vægt og blev vejet af på stedet.
Noget af det, Brugsen fik hjem i løs vægt, var rosiner, og de skulle pilles - dvs. renses for stilke - før de blev salgsklare og kom ind i butikken. Det var læredrengene, der blev sat til den slags slavearbejde ude i bagbutikken.
Men de skulle fløjte, mens de pillede rosinerne!
I det hele taget nærede Kølhede Larsen ingen større illusioner om lærlinges og kommisers ærlighed, for, som han udtrykte det:
- Stjæle, det vil de alle sammen, det, det gælder om, er at få dem, der vil stjæle mindst!
Vi har tidligere været med Jens Peder til konfirmation hos lille Gerda, der var "vokset op i Maren Lunds drivhus".
Marens mand, Carl, var åbenbart ikke kendt i Fabjerg for at være videre galant, for efter sigende forsvarede hun sin mand med:
- A ved godt, de sæjer, at Karl aldrig hår gjor nøj' for mæ', men det passer nu e', for han hår engång låt' en vindu' op for mæ', å han hår osse engång hint' en glas wand!
På nabogården, Nr. Dal, boede Mads Lind, som var en meget retskaffen og respekteret mand. En af sønnerne der, Martinus, var et halvt års tid yngre end Jens Lund, så han har gået i skole med flere af drengene fra Sdr. Lund.
Martinus var hidsig, og der skulle ikke mange antydninger om noget som helst, før han fór op og var klar til at give en gang øretæver. Og de andre vidste jo nok at tirre ham.
I det daglige blev han ikke kaldt Martinus, men Timme. Og øgenavne har det som regel aldrig været et problem at hitte på. I tilfældet her lå det lige for med Timme-gimme (altså efter gimmerlam). Det kaldte man ham næppe ustraffet, men der behøvedes også kun at blive stillet et påtaget uskyldigt spørgsmål som:
- Har I får derhjemme?
før han satte efter den formastelige med udsigt til korporlig afstraffelse.
- - - - -
Tilsvarende skete, da en pige i klassen var ved at spidse sin blyant, hvor han så spurgte højt:
Skolegang i landsbyskolen på den tid var tilpasset årstid og deraf følgende varierende behov for, at børnene deltog i arbejdet i stald og mark.
På det tidspunkt, hvor Timme egentlig var færdig med at gå i skole, var det uden for sæsonen for arbejde, så han fortsatte i skolen nogle måneder længere end nødvendigt. Det var i øvrigt ikke noget, der voldte de store problemer, eftersom man jo gik flere årgange sammen i samme klasselokale.
Jeg ved ikke, om Timmes temperament sådan i det daglige gav problemer i forhold til lærer Schriver, men man kunne godt forestille sig, at han kunne blive besjælet af en vis trodsighed - ikke mindst da i den alder, hvor skolegangen sluttede, og han tilmed ikke havde pligt til at gå der længere.
I denne interimsperiode skete det, at Timme og lærer Schriver havde et sammenstød. På hvilken måde knægten havde være ulydig eller obsternasig, er ikke klart, men lærer Schriver sendte ham i hvert fald hjem som straf.
Timme var dog ikke mere end lige gået ud ad døren, før det gik op for lærer Schriver, at han havde forløbet sig. Måske ikke fordi straffen havde været for hård eller urimelig, men han var klar over, at det ikke ville falde i god jord i hjemmet. Han skyndte sig derfor at ringe til Nr. Dal for at sige, at det var en misforståelse, og at de bare skulle sende Martinus tilbage til skolen, når han kom hjem. Men sådan handlede man ikke med Mads Lind - hvis drengen var blevet vist bort fra skolen, skulle han ikke derhen igen. Og det kom han heller ikke. Det blev afslutningen på Martinus Linds skolegang!
Vi er andetsteds stødt på Ole Olsen - "Wolle to gång" - som vist var noget af en bøffel. Men ikke kun sådan rent fysisk, også i sin behandling af folk kunne han åbenbart være temmelig grov. Han havde en nabo, Kristen Volder, som var langtfra at være af hans fysiske dimensioner, og som han af en eller anden grund havde stridigheder med - i hvert fald chikanerede han ham. Det kom til udtryk, da der engang var generalforsamling i en af sognets foreninger. Under punktet valg til bestyrelsen skulle der stilles forslag til kandidater. Ole Olesen rejste sig og sagde:
- A vil foreslå Kristen Volder!
Den lille mand blev rasende, for han - såvel som alle de andre tilstedeværende - vidste, at det var ren chikane med det eneste formål at latterliggøre ham. Men forslaget var lovligt efter vedtægterne, så han blev taget med på listen, da der blev skredet til afstemning.
Da optællingen var afsluttet og resultatet blev læst op, viste det sig, at Kristen Volder ikke havde fået én eneste stemme. Han havde klogeligt afholdt sig fra at stemme på sig selv, men ikke engang Ole Olsen, der havde foreslået ham, havde stemt på ham!
Nabostridigheder er ikke et nyt fænomen, og der er andre eksempler end ovenstående. Desværre er jeg usikker på, hvor præcis i sognet det foregik og dermed også, hvem personerne var, men den ene part var et husmandspar, der var kommet på kant med naboen.
Naboens mark grænsede tæt op til husmandsstedets stuehus. Og det havde yderst uheldige konsekvenser.
Da husmandsparret en varm sommerdag fejrede sølvbryllup, og alle gæster sad i deres stiveste puds i en alt for varm stue, valgte naboen at køre ajle ud på marken lige udenfor!
Nu var jo ikke alle Fabjerg sogns beboere for 100 år siden født i Fabjerg. Også dengang kendte man til indvandrere. En af dem var æ furbo. Da han på sine gamle dage var blevet syg og lå på sygehuset i Lemvig, kom hans datter hjem fra København for at besøge sin far, hvad der kunne være for sidste gang.
Og det var noget af et kultursammenstød. Påvirket af modestrømningerne i hovedstaden kom pigen hjem med garconnehår, noget, der endnu næppe var set i denne fjerne egn af landet.
Pigen var åbenbart mere optaget af sit eget udseende end af faderens dårligdom, for da hun tren ind i sygestuen til ham, drejede hun sig - uden at spørge til hans befindende - rundt foran ham med ordene:
