Nå, nu er det naturligvis ikke pænt at gøre sig lystig over folk, der stammer, men for os børn og en del - uforstandige - voksne lød det nu altså morsomt.
Når han var gået fast i et ord, som han var ved at sige, skulle man absolut ikke hjælpe til med at sige ordet, for det udløste vel den eneste sætning, han kunne sige flydende - endda også med en rivende tungefærdighed:
Det var nu ikke alle, der havde tålmodighed til at høre til ende, hvad han ville sige - eller kunne bevare alvoren imens. Engang stod far og snakkede med Theodor Rosenkilde sammen med en mand fra Holsted, Peder Vodder, som var ualmindelig lattermild. Theodor ville fortælle en eller anden historie, men han havde jo ikke nået at hakke sig mere end halvvejs ind i den første sætning, før Peder Vodder måtte give fortabt. Han knækkede sammen, mens han slog sig på låret og sagde:
- Nej ved du nu hvad, Theodor!
som om Theodor allerede havde røbet pointen i verdens morsomste vits.