Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
HOLSTED ST. og NR. NISSUM - Oplevelser som måleraflæser - Borums Forum
Nogle gange om året var far rundt i hele byen og oplandet for at læse el-målere af, så han kom rent bogstaveligt alle steder. Det var nu heller ikke altid så kedeligt!
Et af stederne var hos en ældre mand, der boede i udkanten af byen i retning mod Tirslund. Han hed Søren Søndergaard og må på et tidspunkt have haft enten en hjerneblødning eller en blodprop, for han var lam i den ene side og sad ved vinduet i stuen ud mod vejen og havde svært ved at færdes.
Far var ikke begejstret for at komme der, for når han havde aflæst måleren, regnede han forbruget og prisen ud, hvorefter folk betalte. På grund af sin delvise lammelse, savlede Søren Søndergaard ned ad sit bryst på både jakke og vest, og han kunne ikke selv tage sin tegnebog frem, som han havde i jakkens inderlomme. Derfor skulle far altid grave sig frem til tegnebogen - en opgave, han helst havde været foruden!
Men Søren Søndergaard fortalte engang en historie om, hvordan naboens børn var kommet ind til ham med en spand. Her er fortællingen med hans egne ord:
- "Søren, vi sku' spørge fra mor, om vi e' ku' låne nogen kartofler."
- "Jow", såe a, "I ka' sjæl hint'em - de legger u' i æ poort"
Så gik der vel en fjowten daw', så så a, de igen kom gåen' me' en spand kartofler.
- "Hwa", såe a, "hinter I kartofler ino?"
Så da a kom u i æ poort, var der dæn'me e' fler', end a lige ku' ta' å en grev å smij' over te' æ swin!
Heller ikke i 50'erne flød pengene rigeligt, og selv om prisen på strøm set med vore dages øjne var uhyre beskeden, kunne el-regningen alligevel for nogen være et problem at få betalt.
Et af stederne, hvor far læste målere af, var konen kendt for måske at have "alternative" indtægter. Åbenbart var kontanter en mangelvare, for hun erklærede sig ude af stand til at betale regningen med ordene:
- Ja, a hår ingen peng' i daw, lysmand, så a ved e', hva' du vil gjør ve' mæ!
Da far siden refererede oplevelsen for den daværende formand for el-værkets bestyrelse, Aksel Holst, var hans svar:
Engang, hvor der var et voldsomt blæsevejr, kom far til en ældre kone, der sad i sin stue og vred hænderne i fortvivlelse. På spørgsmålet om, hvad der dog var i vejen, forklarede hun, at hun var så urolig for sin søn, der sejlede, fordi det var sådan et frygteligt stormvejr.
- Jamen, hvor sejler han henne i øjeblikket?
- Et sted ude på Stillehavet.
- Nå, jamen så behøver du ikke være så bange, for det er slet ikke sikkert, at det blæser der, hvor han er nu, selv om vi har stormvejr her!
- Nå, tror du ikke?
- Nej, helt bestemt!
Det var en synligt lettet morlil, far tog afsked med!
En af de mere specielle oplevelser, kom far ud for, var, da han besøgte en kone, hvis navn jeg af diskretionsgrunde skal undlade.
Som normalt er på landet - og også i provinsbyerne på den tid - gik man jo aldrig ind ad fordøren, hvis man da ikke var indbudt til fest. Al daglig adgang foregik via bagindgangen. Og som måleraflæser var det en selvfølge, at man gik ind ad bagdøren og op på loftet (eller hvor måleren nu var anbragt), aflæste målerstanden og derefter gik ind for at opkræve det skyldige beløb.
Det var ikke ualmindeligt, at bagdøren førte ind via et udhus, bryggers el.lign. Det var også tilfældet i huset her, hvor der midt på bryggersgulvet var et gulvafløb. Far kom til stedet som sædvanlig, rundede hushjørnet og åbnede døren ind til bryggerset. Hvad han ikke kunne vide, var, at konen stod midt i bryggerset lidt foran gulvafløbet, og i samme sekund, som han kom ind ad døren, havde hun lænet sig forover og slog skørtet op over ryggen for at sende en vandstråle ned i gulvafløbet.
Når far siden fortalte historien, beskrev han altid hendes reaktion med, at hun blev fuldstændig perpleks, og hun jog hånden ned i en gryde med kartofler, der stod på gulvet foran hende, og skvulpede med kartoflerne i forsøget på at aflede opmærksomheden. Far havde jo naturligvis set det hele, men var da taktfuld nok til ikke at lade sig mærke med noget.
Nu er det jo ikke altid, men får det forventede svar, når man spørger om vej. Far var således engang ude et sted, hvor han skulle tale med konen, der boede der, men han traf ingen hjemme. På vejen derfra mødte han naboen og spurgte ham:
Også i tiden i Nr. Nissum havde far den fornøjelse at komme rundt for at aflæse målere. På den måde kom han jo bogstavelig talt i kontakt med alle mennesker i området.
Engang på sin tur rundt kom han til en gård i Gudum. Der var ingen i gårdspladsen, da han kom, men han gik ind i huset som sædvanlig og op på loftet, hvor måleren sad. Han traf heller ingen mennesker i huset, så da han var færdig og lukkede døren op for at gå ud til bilen, var den eneste, der var klar til at tage imod ham en stor hund. Ikke alene var hunden stor, den var også både truende og skræmmende. Hunden stod i nogen afstand fra døren, men det gjorde bilen desværre også.
Far tog bestik af situationen - om han kunne nå i sikkerhed i bilen, før hunden kunne nå ham. Og odds var ikke gode! Da der ikke var mennesker at se eller høre, måtte der jo ske et eller andet, for han kunne jo ikke vente hele dagen., så han fattede en rask beslutning - at indlede et overraskelsesangreb.
I hånden havde han en sort lædermappe til sine papirer, og idet han hastede ned ad trappen og med ilsomme skridt tog retning mod bilen, svingede han mappen højt over hovedet og i retning mod hunden, mens han råbte:
- Ka' du så, din forbandede hund ...
Hunden blev så overrumplet og forbløffet over den uventede manøvre, at den blev sat i stå i netop så mange brøkdele af et sekund, at far nåede i sikkerhed og fik smækket bildøren efter sig, før den nåede derhen.
Da han derefter kom over til nabogården, nævnte han konfrontationen med den temmelig ugæstfrie hund - hvortil konen forfærdet sagde:
- Jamen, du har da ikke været deromme, uden at der var nogen hjemme?!!!
Hun fortalte videre, at de altid ringede i forvejen, så de kunne lukke hunden ind, hvis deres børn havde ærinde derom. Men ikke nok med det, det var faktisk kun konen på gården, der havde magt over hunden - ikke engang manden ville den lystre.
Og så er det, man undrer sig over, hvorfor folk vælger at have en så bidsk hund, som oven i købet ikke engang manden på gården kunne styre.
Medmindre altså den indgik i en intrafamiliær magtkamp - kanske endda som et hjælpemiddel i familieplanlægning.
