Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
HOLSTED ST. - Diverse - Borums Forum
Når man nu alt for ofte oplever, at man først bagefter får udtænkt, hvad man skulle have sagt i en given situation, så kan man ikke lade være med at beundre - eller være lidt misundelig på - dem, der er kvikke i replikken.
Mellem Holsted St. og Holsted By boede en mand, der her Kruse, og han var temmelig slagfærdig. Far stod engang og snakkede med ham og en anden mand, som havde et par træsko, der var slidt helt skæve.
I samtalens løb snakkede de netop om træsko, og Kruse beklagede sig noget over, hvor hurtigt sådan et par træsko egentlig blev slidt op.
Det syntes den anden da i grunden ikke var så slemt, hvortil Kruse ved et blik ned mod mandens skævslidte træsko omgående svarede:
- Nej, det tror da fanden, når du går ve' æ sij av!
I Holsted St. drev fru Kaltoft en kiosk. Jeg havde nu ikke indtryk af, at der foregik nogen større handel der, men på et tidspunkt ønskede de at bygge om på huset. Til den beskedne entreprise hyrede de en murer fra Esbjerg - i stedet for at tage byens lokale murer, Junker. Det vakte nogen undren, at de valgte en håndværker så langt væk fra, og folk talte om det. Junker var nu ikke sådan at slå ud over det og konstaterede tørt:
- De må jo regn' mæ en hiel del handel fra Esbjerg!
Et par af fars og mors rigtig gode venner, Maja og Niels Jepsen, boede i Tirslund, hvor de havde en gård. Engang, hvor far skulle ud til Niels Jepsen, traf han ham på marken ved siden af vejen, der førte op til gården, hvor han gik og arbejdede sammen med en daglejer. Far standsede op for at snakke med Niels Jepsen, men efter en kort stund sagde han til far:
- Kom, lad os gå ind!
På vejen forklarede han, hvorfor han ikke ville, at de skulle blive ude ved daglejeren:
- Joh, for når vi står og snakker, så snakker han osse, og han ska' ha' fem øre i æ minut!!!
De lokale skattemyndigheder rundt omkring i landet har til alle tider været vanskelige at slås med. Det mærkede købmand Nielsen i Holsted St. også. Købmandsfamiliens problem var at få ansat privatforbruget rigtigt, altså hvor meget var svind i butikken og hvor mange varer var gået til eget forbrug. Det sidste var skattepligtigt.
Som almindelige kunder skulle også de selv have en kontrabog, hvor de noterede eget forbrug. Men de oplevede, at de fik deres opgivelse kasseret og privatforbruget skønsmæssigt ansat.
Det blev en sej kamp, for skattevæsenet gik alle poster minutiøst igennem for at finde evt. brister.
- Aha - der var ikke skrevet kaffe på!
- Nej, for vi drikker ikke kaffe!!!
- Aha - der var ikke skrevet cigaretter på!
- Nej, for vi ryger ikke!!!
Så rodede man videre i bilagene:
- Aha - der var ikke skrevet toiletpapir på!
- Nej, for vi ... øøøhhh ...
På det grundlag blev opgørelsen underkendt og privatforbruget skønsmæssigt ansat!
I Holsted St. - så vidt jeg husker ud mod Tirslund - boede en mand ved navn Ole Lindberg. Engang havde der været en skærslipper forbi. Jeg husker, at der i min barndom med mellemrum kom sådan en forbi og spurgte, om man havde nogle knive eller sakse, der skulle slibes. Foran på cyklen havde de en slibesten, som de kunne betjene med en anordning med en pedal. Effekten af deres indsats var tvivlsom. Det var vel nærmest en slags undskyldning for at tigge lidt småmønt, hvor de kom frem.
Far kom ud til Ole Lindberg kort efter skærslipperens besøg, hvor de havde ladet ham vise sine færdigheder på deres brødkniv. Far spurgte da til, om han så havde kunnet slibe kniven ordentligt, hvortil Ole Lindberg svarede:
Nu var ordet røv ikke noget, vi brugte alt for meget i vores fromme barndom. På hjørnet af Storegade og Fredensgade i Holsted St., dvs. som nabo til el-værkets grund, lå snedker Malles ejendom. Engang, da Jonna kom gående forbi, sad Malle på trappestenen. Han må have været en ældre mand på det tidspunkt - i 1950, to år før han døde, var han 73 og Jonna har da været 8 år, og det må vel have været omkring ved den tid.
I Holsted St. var der en, der blev kaldt æ kommunemand. Nu ville man selvfølgelig tro, at han var ansat ved kommunen, men så simpelt var det skam ikke. Kaldenavnet havde han fået, fordi han "fik af kommunen", dvs. ikke havde arbejde eller indtægt, men måtte brødfødes af kommunen. Det var før, sociale ydelser var noget, der blev udbetalt efter faste satser.
Sognerådet syntes jo nok, at arrangementet kostede vel mange penge, og ville jo gerne, om familien ikke kunne udvise lidt mere sparsommelighed. Bl.a. faldt det dem for brystet, at manden forsvarede størrelsen af deres leveomkostninger med, at konen jo skulle have smør, og at det var dyrt. Spørgsmålet, om ikke konen kunne spise margarine i stedet, returnerede han omgående med:
- Tror du, du ku' få hende te'et?!!!
... og så følte ingen trang til at forfølge det argument yderligere!
Sammen med elværket i Holsted St. var også vandværket. Dertil hørte et lille kvadratisk pumpehus, en større bygning med et risletårn samt vandtårnet, som rakte 18 meter i vejret. De sidste to bygninger var placeret bagtil på grunden i den ende, der grænsede op til Marie Kou Madsens have. Når vi havde ærinde byen, gik vi ofte ad en sti gennem hendes have, hvor en dør førte om i gården ved Afholdshotellet, hvorfra vi fortsatte ud til Storegade.
Far har altid - i hvert fald hvor der var mulighed for det - haft høns og duer. Det havde han også i Holsted. Hønsehuset lå i haven i samme ende og ikke langt fra vandtårnet.
Under krigen havde tyskerne etableret kommandocentral på Centralhotellet, men der var givetvis også indkvartering eller andre aktiviteter på Afholdshotellet. Lige på den anden side af hækken i forhold til hønsehuset, havde de udgravet en latrin. Far hørte jævnligt, når han stod i hønsehuset, hvordan en - forestillede han sig - tyk, tysk soldat kom trampende af sted ad stien inde fra hotellet og hen til latrinen, hvor han derefter lempede overskuddet efter dagens måltider ud. Den slags var ikke lydløst, og hele installationen har givetvis også kunnet spores på afstand - selv i mørke!
Det irriterede far voldsomt at have et så lidet attraktivt arrangement som nærmeste nabo til hønsehuset, så han overvejede, hvordan han kunne få det fjernet. Så fik han det glimrende indfald at bruge byens vandforsyning som begrundelse. Han troppede derfor op hos den tyske kommandant, og med hvad der måtte have været ophobet af ordforråd på tysk, beskrev han det uholdbare i, at man havde lavet retiraden klos op ad vandtårnet. Som han pointerede:
- Das ist nicht gesund!!!
Denne bekymring for befolkningens almindelige sundhed kunne kommandanten godt indse det rimelige i, og arrangementet blev fjernet og flyttet til et andet sted langt væk og helt uden for syns-, høre- og lugtvidde!
Nu ved jeg ikke, hvor langt nede grundvandsmagasinet under Holsted St. ligger, men i betragtning af, at drikkevand ofte hentes fra dybder, hvortil nedsivningen kan tage 50 eller 100 år - somme steder endda op til 10.000 år - så må det vel nærmest antages, at det er kommende generationer, der høster frugterne af fars heltedåd i kampen mod besættelsesmagten!
Fars og mors gode venner, Maja og Niels Jepsen (se ovenfor), var også fromme folk, der kom i missionshuset.
Engang imellem kom der talere udefra, som absolut var værd at høre på - talere, der kunne bibringe tilhørerne en fornemmelse af at få en lidt dybere indsigt i de bibelske skrifters indhold og betydning, end hvad der var sædvanen med lokale "forkyndere".
Engang skulle der således komme en taler udefra - det kan have været en biskop Græsholt, som jeg husker fra min barndom, eller en anden af tilsvarende kaliber - og da far og mor nogen tid forud snakkede med Maja og Niels om, at vedkommende skulle komme i missionshuset, udbrød Niels spontant:
- Ja, det er en god mand, da - ham ska' vi s'gu' hen å hør'!
