Efter at have afsluttet undervisningen på Lemvig Tekniske Skole rejste far til København for at læse til maskinmester og tage installatøreksamen. Han kendte ingen derovre, så jeg forestiller mig, at det har været en noget forsagt jydsk bondedreng, der indfandt sig til den første undervisningsdag.
Da far på skoleårets første dag havde fundet frem til klasselokalet, satte han sig ved et ledigt bord. Efterhånden begyndte pladserne at blive fyldt op, og efter et stykke tid kom der en hen, og på ærkekøbenhavnsk spurgte:
- Sidder der nogen her ved siden af dig?
- Næh, det gør der ikke.
- Jamen, så kan jeg jo lige så godt sætte mig her som et andet sted! .... Thorkild Nielsen.
- Sønderskov Borum.
Det blev indledningen til et bekendtskab/venskab med Thorkild Richard Slot Nielsen. Med sit friske og bramfrie sprog var han den diametrale modsætning til den jydske sindighed, som vel har karakteriseret det miljø, far indtil da havde levet i. Far oplevede det som et friskt pust og havde stor fornøjelse og morskab af det.
Thorkild Richard Slot Nielsen lod sig ikke sådan forskrække. På den tid blev man jo i undervisningssystemet registreret i en fraværsprotokol. Det foregik sædvanligvis i dagens først undervisningstime. De fleste af lærerne orienterede sig ved at kigge ud over klassen og notere de fremmødte, men en enkelt lærer foretog altid navneopråb. Da det havde stået på igennem lang tid, forekom en dag følgende ordveksling:
- Thorkild Nielsen?
Intet svar.
- Thorkild Nielsen?!
Stadig intet svar. Derefter kiggede læreren op og fik øje på ham:
- Thorkild Nielsen - ka' De ikke svare?!!!!
- Jeg ka' osse la' vær'!!!
Som han forklarede far:
- Det har s'gu' irriteret mig længe! Han ka' jo se, om vi er her ligesom de andre. Det er jo ikke nogen børnehave!
På skolen havde de også engelsk. Læreren, der underviste, havde også selv skrevet lærebogen. Hans navn var Theodor Teinnæs. Egentlig hed han Nielsen til efternavn, men tog på et tidspunkt navnet Teinnæs. Den slags udskejelser undgår ikke unge menneskers opmærksomhed. Han har uden tvivl været en kapacitet, og en meget rosende omtale af hans liv og virke kan læses side 17ff her.
Han døde knap 60 år gammel i 1933, mens de endnu gik på skolen. Da far havde hørt nyheden om dødsfaldet, spurgte han Thorkild:
- Har du hørt, at Theodor Teinnæs er død?
- Det har han været alt for længe om! lød hans friske svar.
Som nævnt ovenfor var de unge mennesker gode til at opsnuse, hvad de opfattede som svagheder hos deres lærere. En af underviserne var en ingeniør Engell. Imidlertid fandt de ud af, at han ikke havde fået nogen afgangseksamen som ingeniør og fornemmede jo dermed, at han pyntede sig med lånte fjer.
I en undervisningstime, hvor de havde skolens forstander, var der en lømmel, der med påtaget fromhed spurgte forstanderen:
- Er hr. Engell ingeniør?
Nu var forstanderen er klog mand, som jo nok kunne gennemskue luskeriet i spørgsmålet, så han kiggede hen over brillerne ud over klassen, mens han svarede:
- Næh ... hr. Engell er ikke ingeniør ... men hr. Engell kan med fuld føje kalde sig ingeniør!
Thorkild Richard Slot Nielsens videre skæbne kender jeg ikke. Efter deres fælles tid på skolen har far bevaret i hvert fald et brev fra ham, men jeg har ikke kunnet opsnuse, hvad han senere foretog sig, og bortset fra brevvekslingen har far mig bekendt har ikke haft forbindelse med ham - sandsynligvis på grund af fars tid ved marinen og den korte tid til vands.
Jeg mener også kun at have set et enkelt foto af ham, hvor han anes halvt skjult bag en anden. Billedet har jeg ikke i øjeblikket adgang til, men det viser en flok unge mennesker, hvor der over hovedet på en af dem er en glorie fremstillet af en bukket svejsetråd. Det var Thorkild, der havde fremstillet den i anledning af billedet, og han holdt den hen over hovedet på en af de andre, som åbenbart var kendt for at være religiøs - eller med Thorkilds karakteristik:
Fremmedsprog var ikke fars stærkeste side. Da han skulle til eksamen i engelsk, lærte han alle oversættelser udenad.
I tysk var det vel ikke stort bedre, men noget fik han da indprentet sig, for mange år senere fik han brug for at kunne argumentere på tysk.
Nu er der jo noget med, at man lærer af sine fejl, og det gjaldt i hvert fald også med det følgende. For engang i en tysktime blev han bedt om at oversætte:
"Jeg har været syg", hvortil han svarede:
- Ich bin gewesen krank.
- NEIN! Ich bin krank gewesen!!!, korrigerede tysklæreren.
Og at han aldrig siden glemte det, ses af det faktum, at han selv fortalte mig om episoden!
I en lang periode, mens far var i København, døjede han med noget eksem på en finger, så han altid havde en forbinding på. Han gik jævnligt til lægen med det i håb om at få det kureret, men alle salver til trods varede dårligdommen ved.
Men det siges, at de store opdagelser gøres ved en tilfældighed. I denne sammenhæng var tilfældigheden, at en ung læge en dag vikarierede for den gamle. Da han så fars finger, og far spurgte til, hvad det dog kunne være, svarede han omgående:
- Det kan jeg godt sige Dem, det er svamp! Nu skal jeg skrive noget op!
Og det gjorde han. Og i løbet af få dage forsvandt skidteraset, som ellers havde været en plage i månedsvis.
Da skoleåret en tid efter nåede til ende, og kursisterne skiltes for alle vinde, sagde én til far:
- Dig vil vi altid kunne huske - det var dig, der altid havde din finger bundet ind!