Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
OLDEFAR - Jens Jensen Borum (1848-1933) - Borums Forum
Oldefar var en munter mand, men også realistisk og klarttænkende. Han købte Sdr. Lund i 1873, og da han i 1906 i en alder af 58 år overdrog den til bedstefar, skete det på hans initiativ og med ordene:
- Kristian, vi må hellere se at få handlet, for en ung kan dø, men en gammel skal dø!
Efter at have solgt Sdr. Lund til bedstefar boede han i Overlund frem til sin død i 1933 - de sidste 16 år som enkemand.
Som det fremgår af ovenstående, var han ikke bleg for at krydre sit sprog med et enkelt fyndord i ny og næ.
Han var formand for Sogneforeningen i Ringkjøbing Amt, og i den forbindelse var han med til modtagelsen af kongeparret, da de i 1908 besøgte området, bl.a. med en festlighed på Bovbjerg Badehotel.
Han blev ved den lejlighed tildelt Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Familiekrøniken vil vide, at det egentlig var meningen, at han skulle være udnævnt til Ridder af Dannebrog, men undervejs i samværet med kongeparret skulle der være undsluppet ham et s'gu', hvilket den gamle dronning efter sigende skulle være blevet så fornærmet over, at han kun blev udnævnt til Dannebrogsmand.
Min faster Ullas mand, Ejner G. Pedersen, har på et tidspunkt bedrevet slægtsforskning, og i den anledning fik han fat i den levnedsbeskrivelse, oldefar som alle andre, der blev dekoreret, havde indsendt til ordenskapitlet. Jeg har for mange år siden fået en kopi af ham, men i skrivende stund fjæler den sig et eller andet sted i mit uoverskuelige arkiv. Men jeg husker i hvert fald, at han i beskrivelsen af sig selv og sit liv ikke sætter sit lys under en skæppe. Bl.a. siger han sådan nogenlunde:
"...Jeg har i det hele taget haft god Held i økonomisk Henseende...", ligesom han udtrykker glæde og stolthed over hædersbevisningen, ...der blev så meget større, som den blev overrakt at Hans Majestæt personligt!"
[Jeg håber, at jeg finder kopien frem, eller at et venligt familiemedlem, der måtte falde over disse skriverier, vil tilstille mig en kopi, så citaterne kan gengives korrekt - eller dokumentet gengives in extenso].
Oldefar spillede kort. Jeg er ikke helt klar over, hvordan man i samtiden så på den slags, men jeg husker da i hvert fald, at i min barndom op i 50'erne var "kortenspil og balfaldera" absolut ikke velset i fromme kredse, dvs. i Indre Mission.
Tilsyneladende har oldefar dog ikke været hæmmet af den slags. Og som far udtrykte det, havde han nogle kanutter, som han jævnligt spillede kort med.
Når han holdt fest/havde gæster, blev der også gerne spillet kort, men da spillede han aldrig selv. Da gik han kun rundt og var vært for sine gæster.
Som nævnt var oldefar sognefoged i Fabjerg - i 48 år. Sognefogeden var jo den lokale politimyndighed, som bl.a. havde ret til at forestå borgerlige vielser.
Som også nævnt ovenfor var han formand for Sogneforeningen for Ringkjøbing Amt. Han havde derfor naturligt nok mange kontakter også uden for sognet. En af dem, der kom og besøgte ham, var proprietær Rahbek fra Gudumkloster.
Far fortalte, at da drengene engang, hvor Rahbek var på besøg, legede i haven i Overlund, kiggede de op i træerne efter nogle skadereder. Da Rahbek så det, sagde han til dem:
- I vil nok gerne rij æ skåereder ned!
- Ja, men det må vi e' for bedstefar!
- Nej, det er ret af jer bedstefar, for æ skåer - de tår æ møs!
På landet i gamle dage havde man jo en bemandet central - eller som det hed på det smukke, blå, emaljerede skilt på husmuren: Jydsk Telefons Samtalestation. I Fabjerg lå den oppe i staden, lige over for Brugsen. Brugsen hed i øvrigt ikke hverken Brugsen eller Brugsforeningen - endnu da jeg som barn kom på ferie der, var det officielle navn vistnok Ringkjøbing Amts Vareindkøbsforening. I hvert fald husker jeg, at der i telefonen altid blev svaret: "Vareindkøbsforeningen".
Men med de gamle landcentraler var der skam service, når man ringede. Brugsen havde nr. 7, Bjerg nr. 8 og Sdr. Lund nr. 9. Men man behøvede ikke huske nummeret på den, man skulle ringe til, det var tilstrækkeligt at bede om Sdr. Lund, så satte centralbestyreren proppen i det rette hul i omstillingsbordet.
Og biler var ikke almindelige, det var nærmest kun lægen eller dyrlægen, der kom kørende, og hvis man så lægens bil, kunne man altid ringe til centralen for at få at vide, hvor "æ dowter" skulle hen.
I Overlund, hvor bedstefar altså boede, var der dyr i stalden. Når en ko havde kælvet, var det vigtigt at holde øje med, om efterbyrden gik. Hvis ikke, kunne det sætte sig til børbetændelse, og så var det en sag for dyrlægen. Derfor skulle man holde øje med, at alt forløb normalt.
Engang skulle oldefar således holde øje med en ko, der havde kælvet, og når han havde konstateret, at efterbyrden var gået, skulle han ringe til Sdr. Lund. Da det var sket, ilede han til telefonen, ringede på håndsvinget, og da han hørte klikket i den anden ende, råbte han ind i røret:
HALLO, æ skår er skrejn ... åhh, la' mæ lige få æ Sønder Luhn!" tilføjede han så, da det gik op for ham, at det altså kun var centralen, han havde fået fat i!
