Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45 HOLSTED ST. - Malermester Aksel Emanuel Mortensen - Borums Forum
FORSIDE | BAGGRUND | BORUM i FABJERG | MIN FAMILIE | STEDER OG FOLK | ERINDRINGER | BREVE | GALLERI | GÆSTEBOG
Du er ikke logget på! (.)
  1.  permalink
    Vor genbo i Elmegade, malermester Aksel Emanuel Mortensen, var også formand for elektricitetsværkets bestyrelse. Han var én af de første i byen, der fik fjernsyn - et 17 tommers To-R. Vi var derfor en del børn, som af og til kom over til ham og konen for at se børnetime i fjernsynet. Især husker jeg, at vi så Andy Pandy. Der var ikke mange udsendelser fra Danmark, så engang imellem slog han over på NDR, selv om det gav sne på skærmen. Hans glansnummer var, når der stod NDR på skærmen, så han kunne få lejlighed til at sige: Norddeutsche Rundfunk Fernsehen.

    Vi fik selv fjernsyn den 8. januar 1958, og vi var nr. 8 i Holsted St., der fik det, og da havde vi da allerede en rum tid kunnet se det hos A. E. Mortensens, så de må have været tidligt ude.

    (Den unge dame på billedet er Jonnas veninde, Marie Rasmussen, som ikke har noget at gøre med Mortensens, hvis værksted ses bagved på den modsatte side af Elmegade).
      MarieRasmussen1961.jpg
  2.  permalink
    UDSMYKNINGEN I MISSIONSHUSET

    Mortensen var malermester, dvs. håndværker, ikke kunstner! Men han fik alligevel en udsmykningsopgave. Da der blev bygget nyt missionshus i 1952, skulle endevæggen i salen udsmykkes med gudelige billeder.

    Da vi gik i søndagsskole, kunne vi ved forskellige lejligheder få nogle små billeder med bibelske motiver. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde os fortjent til det, men billederne var noget mindre i størrelse end et almindeligt postkort.

    Mortensen havde vistnok brugt sådan et par små billeder som forlæg for udsmykningen. Når jeg var til møde i salen, sad jeg altid og kiggede på væggen og morede mig over, at der ude i hver side var en mand med hyrdestav, som vendte ansigtet indad mod midten, hvor der øverst oppe i spidsen var en stjerne. Begge mændene rakte den ene arm indad mod midten, men hvor den ene løftede armen opad, pegede den anden mands arm nedad. Og jeg tænkte altid på, at hvis de bliver ved på den måde, hvis de mødes på midten, vil de da aldrig få hilst ordentligt på hinanden.

    Det kunstneriske niveau var ikke imponerende. Og et af problemerne var nok, at det var motiver fra meget små billeder, der var forstørret op til dimensioner, som de næppe kunne bære, og det sås bl.a. i munden, som på begge mænd så besyndeligt sammensnerpede ud.

    Som forberedelse til den højtidelige indvielse af missionshuset den 4. juni 1952, som blev foretaget af selveste Indre Missions landsformand Pastor Bartholdy, kom områdesekretæren for Indre Mission fra Esbjerg og fik missionshuset forevist. Mortensen var naturligvis til stede, da den fine gæst fik forevist lokalerne afsluttende med, at der blev åbnet ind til salen. Da dørene blev åbnet og han så udsmykningen, udbrød han med alle tegn på mishag:

    - Hvad i alverden er det der for noget?!!!

    Da Mortensen siden omtalte manden, havde han følgende karakteristik af ham:

    - Han var arrogant!

    - - - -

    Med stor hjælp fra Poul Jørgen Knudsen i Holsted har jeg fået kopi af et billede taget i Missionshusets store sal, hvor Mortensens udsmykning på endevæggen kan ses. (Ved klik på billedet vises det i større format).
      MissionshusetsSal.jpg
  3.  permalink
    MOTIV FRA BORNHOLM

    Hjemme havde vi et maleri af Th. Skovgaard med motiv fra Bornholm. Ikke noget stort kunstværk, men jeg har altid godt kunnet lide den lethed i skumsprøjtet, som maleren har gengivet bølgerne med. Mortensen syntes også godt om billedet og bad om lov til at låne det, så han kunne kopiere det. Det fik han lov til, og jeg så det på deres væg i stuen.

    Det bekræfter for mig, at Mortensen ikke var kunstner. Farverne var såmænd ramt godt nok, men bølgerne, der brydes inde ved kysten, var i hans udgave krusninger, som et barn i skolen ville have lavet, hvis det var blevet bedt om at tegne en bølge.

    Mortensen havde en god og trofast kone. Hun beundrede Mortensens billede og syntes, det var langt bedre end originalen!
      ThSkovgaard-0416.jpg