Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
LEMVIG - Diverse - Borums Forum
I Lemvig var der i årene omkring krigen en brandinspektør Madsen. Bl.a. var han biavler. Under krigen var stort set alting rationeret. Det gjaldt også sukker, men biavlere kunne få tilladelse til at købe et vist kvantum til at vinterfodre bifamilierne med. Usædvanlig mange blev biavlere dengang.
Men der var visse restriktioner mht. den honning, som biavlerne producerede. Hvordan det var, kan jeg ikke gøre rede for i detaljer, men åbenbart et eller andet med, at man skulle aflevere den honning, man producerede.
Nu er det sådan, at når man skal hælde honningen på glas, skal man først røre den grundigt i nogle dage, så den får den rette konsistens og ikke krystalliserer groft og ujævnt. Undervejs kan der samles urenheder og dannes skum på overfladen, som man må skumme af for at få et homogent slutprodukt.
På et bimøde under krigen var talen om den honning, man således skulle aflevere. Brandinspektør Madsen forklarede om det og kunne naturligvis ikke opfrodre nogen til civil ulydighed ved at undlade at aflevere, hvad man var pligtig til, men, som han forklarede:
- Vi har ret til at skumme honningen. Og jeg skummer. Jeg skummer dybt!
I løbet af 1960'erne og 70'erne blev alle landpostruter motoriseret. Tidligere benyttedes cykel eller knallert, men efterhånden gik alle over til bil. De postbude, der ikke havde kørekort, blev tilbudt at tage kørekort på P&Ts regning.
I Lemvig var et postbud, som havde en landrute umiddelbart uden for Lemvig, og han blev desårsag kaldt for "æ markpost" - i skrivende stund husker jeg ikke hans navn, men det er såmænd også lige meget for historien. Han var for øvrigt var en rasende dygtig raceduemand, og jeg har da nogle gange mødt ham i den sammenhæng.
Som de andre postbude uden kørekort gik han så i gang med at tage køretimer. Som ugerne gik, fik det ene postbud efter det andet efterhånden kørekort, men der gik lang tid, uden at der tilsyneladende skete noget for æ markpost.
Efter en rum tid rettede Posthuset henvendelse til kørelæreren for at høre, hvordan sagerne stod. Man spurgte, hvor mange køretimer han havde haft.
- Cirka 50, lød svaret.
- Hvornår regner du med, at han kan komme til køreprøve?
- Ja, han skal da i hvert fald have mindst lige så mange timer til! lød det nedslående svar.
Så blev projektet afsluttet, og "æ markpost" fortsatte karrieren ud med at betjene postruten pr. knallert!
I min barndom i 50'erne og 60'erne var der forskellig lekture, som vel nærmest var obligatorisk ved juletid. Først og fremmest de satiriske hæfter Blæksprutten og Svikmøllen, og så Ved Julelampens Skær. Den sidste rummede en række opbyggelige og naive fortællinger med lykkelig slutning.
Men der var desuden ét julehæfte, som far altid købte: Hudibras. Efter tidens standard - det var før pornoens frigivelse - rummede det uartige og vovede tegninger.
Da vi i 1961 flyttede til Nr. Nissum, blev Lemvig vor handelsby. Og op til jul skulle vi naturligvis have indkøbt de sædvanlige julehæfter. Jeg husker, at jeg i den anlednig kom med far ind til byens gamle boghandler, Ejner Doest. Vi gik rundt i butikken og tog af bunkerne, der var lagt frem, et eksemplar af hvert af de traditionsrige hæfter - det vil sige, Hudibras manglede. Vi gik rundt og søgte højt og lavt, men kunne ikke finde den.
Til sidst måtte vi opgive, og far gik hen til disken, hvor Doest selv stod, og spurgte ham:
- Sig mig, har I ikke Hudibras?
- Joh, sagde Doest tøvende, idet han bukkede sig ned bag disken og fremdrog et eksemplar af det ønskede stykke litteratur - men vi skilter jo ikke ligefrem med det!
