Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45 FABJERG - Lærer Schriver - Borums Forum
FORSIDE | BAGGRUND | BORUM i FABJERG | MIN FAMILIE | STEDER OG FOLK | ERINDRINGER | BREVE | GALLERI | GÆSTEBOG
Du er ikke logget på! (.)
  1.  permalink
    Iver Kr. Schriver var i mange år lærer ved Fabjerg Søndre skole.
  2.  permalink
    LÆRER SCHRIVERS GÆSTEBUD

    I Fabjerg var der en kogekone, hvis navn jeg desværre ikke kender, som blev brugt rundt omkring til private fester.

    Engang havde lærer Schrivers budt til fest, og bemeldte kogekone var indforskrevet til at stå for madlavningen. Nu var det så uheldigt, at hun var kommet noget sent på vej med kogeriet, så kødet ikke kunne nå at blive ordentlig mørt, før middagen skulle serveres. Heldigvis kendte hun et kneb, som kunne afkorte tilberedningstiden - hun puttede nogle få krystaller soda i.

    Det havde en helt mirakuløs virkning - garantimørt kød - og måltidet blev afviklet ganske som planlagt.

    Men efter et stykke tid kom resultatet: Det slog maven fuldstændig i stykker på middagsgæsterne. Og det varede ikke længe, før det lille lokums kapacitet blev overskredet. Ingen havde tid til at vente i kø, til det kunne blive deres tur, og snart sad folk på række og geled ude i hegnet og reverenter talt sked om kap.

    Bedstefar og Børge (som var nær ven med Kr. Schriver) var med til festen, men mærkeligt nok hørte de til de meget få, som ikke fik ubehag af den noget specielle menu.
  3.  permalink
    SPROGRENSEREN

    Lærer Schriver så det åbenbart som en opgave at beskytte de opvoksende generationer mod moralsk fordærv. I hvert fald censurerede han i noget så uskyldigt som børnesange og de læsebøger, der blev anvendt i skolen. Noget, der blot antydningsvist kunnne tendere noget uartigt eller gudsbespotteligt, blev hårdt og konsekvent luget væk.

    Ifølge far havde de i en af skoletidens læsebøger en - i øvrigt opbyggelig - lille historie om en mand, der kunne høre dyrene tale. Han kunne selvfølgelig af den grund ikke slagte dyrene for at spise dem. Men situationen udviklede sig videre, så han også kunne høre planterne ytre sig. Han kunne fx ikke trække en gulerod op af jorden uden at høre den jamre og bede for sit liv. Den stakkels mand var efterhånden ude af stand til at få føden - indtil han til sidst befriede sig for al føleriet, så han igen kunne få en normal tilværelse.

    Undervejs i fortællingen, hvor han netop ville trække en gulerod op af jorden, stod der følgende:

    - Åh, Herregud, åh, Herregud, skal jeg nu også dø, sagde guleroden.

    Nu var udtrykket Herregud på den tid - og da i hvert fald i det Schriverske univers - et bandeord, som absolut ikke kunne tolereres, og slet ikke i en Læsebog for Landsbyskolen. Lærer Schriver havde derfor i alle eksemplarer af læsebogen omhyggeligt streget ordet ud, så det ikke kunne ses. Den slags er jo som skabt til at pirre ungernes nysgerrighed, for hvad i alverden er det mon, man ikke må se? Derfor blev der udfoldet store anstrengelser med viskelæder og andre hjælpemidler for at finde frem til, hvad der oprindelig havde stået.

    Efter datidens pædagogiske principper skulle eleverne på skift læse op af læsebogen, og når man kom til netop denne historie, kunne det ske, at en særlig dristig elev formastede sig til at læse den ucensurerede tekst:

    - Åh, Herregud, åh, Herregud, skal jeg nu også ...

    men blev afbrudt af et vredt:

    - Det står der ikke!

    - Åh, åh, skal jeg nu også dø, sagde guleroden, lød det så.

    - - - - - - - - - - - - - - - -

    Men ikke kun bandeord blev bortcensureret.

    I børnesangen "Ole sad på en knold og sang" lyder næste linie som bekendt:

    Får og beder omkring ham sprang

    Denne linie var omhyggeligt i alle bøger rettet til:

    Får og geder omkring ham sprang,

    for ingen af de små uskyldige landbobørn skulle finde på at spørge om, hvad en bede var!
  4.  permalink
    Lærer Schrivers havde to børn, en dreng og en pige. Drengen, Kristen Schriver, der var Børges nære ven hele livet, blev - af grunde som jeg ikke kender - kaldt for Bitten, og datteren blev kaldt Pip.

    Jeg husker, at faster Risse altid blot omtalte ham som Bitten. At det ikke var øgenavne, men simpelt hen deres kaldenavne, vidner følgende lille tildragelse om.

    Lærer Schrivers embedsbolig lå i forlængelse af skolen, og engang kom en elev farende ind i privaten til fru Schriver og råbte ophidset:

    - Hu, ha, Bitten er fållen om' i æ go'r, og han er e' an't end jen revl i æ hele ho.he!