Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
HOLSTED ST. - To skomagere og to skræddere - Borums Forum
I Holsted St. var der to skomagere. Over for Brugsen havde skomager Nielsen værksted. Ham har jeg ikke kendt, så han må være død i min tidlige barndom. Hans enke, Thomine Nielsen, husker jeg derimod. Hun boede i huset, som far købte af hende i slutningen af 50'erne. Her blev indrettet en lille butik med salg af lamper og forskelligt småtteri, som mor passede.
Sko var på den tid nærmest torturinstrumenter, når man sammenligmer med fodtøj i vore dage. De var stive i overlæderet og kanten gnavede - især i hælen - når de var nye. Det kunne tage lang tid og være en ubehagelig oplevelse at få dem gået til. Nogle gange lykkedes det ikke helt, fordi de nok var købt en anelse for små. Så måtte man til skomageren for at få dem blokket ud. Jo mere han drejede på skruen, jo mere udvidedes træblokken, som blev stukket ind i skoen, indtil den havde givet sig så meget, at skoen passede.
Men der var også grænser for, hvor store mirakler, skomageren kunne udføre. Og engang gik det galt. En mand var kommet ind med et par af konens sko, som skomager Nielsen havde udblokket, men det havde åbenbart ikke været tilstrækkeligt. Skomageren tog så fat igen - med det resultat, at læderet sprak. Manden jamrede over, at konens sko var ødelagt, og skomageren var både irriteret over at blive bebrejdet og over det skete, og svarede derfor hidsigt igen med et:
- Jeg ka' fandengaleme' ik' gøre for, at din kone hun har klumpfod!.
Byens anden skomager, Therkildsen, boede lidt længere nede ad gaden mod syd. Jeg husker ham som en flink, ældre mand med briller med hinkestensglas. Der var altid en herlig lugt af læder, når man kom ind i hans butik. Så kom han frem fra baglokalet med sit skødeskind på og ekspederede. Han havde en meget karakteristisk læspen, når han talte. Jeg morede mig altid over, at han i stedet for lærredssko sagde lærtessko. Jeg troede, at det var de mange s'er i ordet, der var årsag til, at han ikke kunne tale rent, men siden er det gået op for mig, at det nok i virkeligheden bare var en gammel udtaleform, hvor lærred kaldes "lært".
I byen var der også to skræddere, skrædder Madsen og skræjjer Andersen (udtalt And-ersen). Den sidste var en lille, forsigtig mand, der absolut kunne opfattes som noget af en særling - ikke mindst når skrædder Madsen kunne viderebringe en historie om kollegaen.
I efterkrigstiden var der restriktioner på handel med en lang række varer, herunder klæde til at sy tøj af. De nærmere regler kan jeg ikke gøre rede for, men i hvert fald skulle skræddere føre en detaljeret fortegnelse over køb og salg, og engang imellem kom der uanmeldt kontrol. Det gjorde der således også til skrædder Andersen. Den lille mand blev fuldstændig konfus, da de dukkede op og gik i gang med at gennemgå hans papirer. Mens de kontrollerede bilag, gik han i gang med at tænde op i kakkelovnen, og i sin forvirring tørrede han sig indimellem i hovedet, og med sod på fingrene kom han hurtigt til mest af alt at ligne en teatersminket neger.
Selvfølgelig havde kontrollanterne, som skrædder Andersen havde frygtet, fundet uregelmæssigheder i optegnelserne og håndteringen af de restriktive regler. De havde naturligvis foreholdt ham det alvorlige i, at reglerne ikke var blevet overholdt, og stillet ham bøder eller andre repressalier i udsigt. Stillet over for disse trusler var skrædder Andersen blevet skrækslagen og havde spurgt dem ...
... om de da troede, at han ku' blive nødt te' å sæl' æ hus???
Nej, nej, nu skulle han bare tage den med ro, så skulle de nok finde ud af at få sagen klaret.
Kontrollanterne aflagde bagefter skrædder Madsen et besøg i samme anledning og fortalte beredvilligt om den for dem morsomme oplevelse. Heller ikke skrædder Madsen følte sig bundet af nogen tavshedspligt.
Men det var nu ikke bare i skrædder Madsens beretninger, at skrædder Andersen optrådte som en pudsig størrelse. Således skete det, at han engang mødte op ved billetlugen på stationen og på ekspedientens spørgsmål om, hvortil han skulle have billet, svarede han:
- Ja, hvor tøws I, a ska' ta hen - te' Esbjerg eller te' Kolding??
