Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
BEDSTEMOR - Jensine Borum (1883-1934) - Borums Forum
Nu udgør bedstefar jo i virkeligheden kun halvdelen af basis for den Sønderlundske familie. Man kan vel nok sige, at bedstemor og hendes familie fylder lige så meget, selv om vi nok er tilbøjelige til at have størst fokus på Fabjerg og familiens mandlige aner.
Bedstemor kom fra økonomisk beskedne kår i Nr. Nissum, hvor hendes far ifølge folketællingslisterne var murer og vejmand. Hun døde jo allerede i 1934, så af gode grunde har jeg kun andenhåndsviden om hende.
Bedstemor kom som tjenestepige til Sdr. Lund, hvor hun og bedstefar jo da så på et tidspunkt fandt ud af, at de ville giftes med hinanden. Hun var både dygtig og klarttænkende, og uden tvivl også den af de to, der var den mest initiativrige. Far fortalte, at da bedstefar, mens hun endnu kun var tjenestepige på gården, ville instruere hende om, hvordan hun skulle ryste op i sengehalmen, var hendes kontante svar:
- Nej, Kristian, når wi blywer gywt, ska vi ha fjedermadrasser!
Jeg har fra min far arvet en guld 20 krone fra 1913, som han engang har fået af bedstemor. Jeg ved ikke i hvilken anledning, hun gav den til ham, eller hvor hun selv har fået den fra, men i hvert fald gav hun den til ham med ordene:
- Den skal du ha', Sønderskov, for du vil e' forwak' 'en!
Åbenbart havde hun ikke helt samme tillid til alle sine børn, og man må da også konstatere, at han ikke svigtede hendes tillid, eftersom han aldrig skilte sig af med den.
Over en periode på mindre end 19 år (1907/8-1926) måtte bedstemor igennem 11 graviditeter og tilhørende fødsler. Man kan måske forstå, at hun med tiden udviklede lidt i retning af en konefacon.
I gamle dage kom bageren og andre handlende rundt og solgte varer. Slagter og mælkemand kom vel næppe rundt til gårdene, men mange steder kom der også en fiskemand.
I Lemvig lå en sodavandsfabrik ved navn Jernkilde. Jeg huske da i min barndom at have haft en flaske med patentprop derfra. På flasken stod navnet Jernkilde med smuk, slynget skrift.
Indehaveren af Jenkilde hed Buch, hvorfor hans sodavand også blev kaldt Buk-vand.
Buch kom med mellemrum til Sdr. Lund for at sælge sodavand. Bedstemor var vel ikke vildt begejstret for det, men så kom han med det afgørende salgsargument:
- Det er så go·he for æ bars bryst!
hvilket ingen kærlig moder vel kunne sidde overhørig!
Fiskerhjemmet hos bedstemors søster, tante Meræe, i Lemvig har næppe været særlig rigt, og i hvert fald hørte flæsk og andre lækkerier, som et landbohjem bugnede af, utvivlsomt til sjældenhederne. Og når nu Jensine havde så rigeligt ...
Engang, hvor der var nødhjælpsindsamling, kom der også indsamlere til Sdr. Lund og bad bedstemor om et bidrag til sigøjnerne, hvortil hun resigneret sagde hen for sig:
Jeg kan huske, at far sagde, at bedstemor altid havde gået og frygtet tuberkulose - og så døde hun af kræft!
Når man kigger i samlingen af breve, vil man se, at en hel del af dem omhandler bedstemors sygdom. Det første af de bevarede breve, hvor det omtales, er dateret den 07.08.1933, hvor bedstemor skriver, at hun venter på at blive indkaldt til undersøgelse på Skive Sygehus. Det er jo givet, at hun på det tidspunkt allerede i nogen tid har mærket til sygdommen, som vel så må antages at have præget hele hendes sidste leveår.
På et tidspunkt, hvor bedstemor lå syg og havde det meget dårligt, ville bedstefar sige et par trøstens ord til hende, så han mindedes, da hans egen mor var syg:
- Mo·hes mawe var så flåe som en pandekåge - hun ku' e' spis' andt end en æg'eblomme!
- Ja, skij' me di mo·hes mawe! svarede bedstemor, der - forståeligt nok - havde nok i sit eget.
Bedstemor tilførte nok familien en del handlekraft. Jens Arne har allerede andetsteds berettet om vor hemmelige kusine, som der ellers ikke i familien har været megen omtale af. Jeg husker i mine unge dage at have set hende i Lemvig.
Moderen var tjenestepige i Sdr. Lund og blev jo altså på et tidspunkt frugtsommelig. Den slags kan jo kun i en begrænset tid holdes skjult, men på et tidspunkt bliver det jo åbenbart for omverdenen. Og bedstemor var jo nok en af de første, der kunne se, hvordan det var fat, så en dag greb hun resolut fat i armen på pigen og sagde:
- Du venter dæ jo!
- Ja, så ska'et osse blyw di dreng, der er få·r te'en!
Det satte bedstemor i stå, og da hun fortalte det videre til bedstefar med ordene:
