Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45 BEDSTEFAR - Kristian Jensen Borum (1877-1960) - Borums Forum
FORSIDE | BAGGRUND | BORUM i FABJERG | MIN FAMILIE | STEDER OG FOLK | ERINDRINGER | BREVE | GALLERI | GÆSTEBOG
Du er ikke logget på! (.)

Borum-familien i Fabjerg »   BEDSTEFAR - Kristian Jensen Borum (1877-1960)

Bottom of page arrow

1 til 33 af 33

  1.  
  1.  permalink


    Selv om jeg var godt på vej mod de 10 år, da bedstefar døde, føler jeg aldrig, at jeg rigtig har kendt ham. Vi boede i Holsted St. og var kun sjældent i Fabjerg. Fra de år, jeg har erindring om, skete det vel kun en uges tid i sommerferien og måske en enkelt gang derudover. Selv om vi fik bil midt i 50'erne, var en køretur på 150 km ikke noget, man bare sådan kastede sig ud i!

    I virkeligheden kan jeg ikke mindes, at bedstefar nogen sinde har snakket til mig, ja, faktisk var det mit indtryk, at han ikke anede, hvem jeg var! Han var jo i hvert fald ikke den joviale bedstefartype, der slog armene ud med et: nåh, kom hen til bedstefar!

    Mit erindringsbillede af ham er, at han altid sad og læste eller skrev for enden af det lange spisebord med skrivebordet lige bagved.
  2.  permalink
    OM AT LUKKE UDE

    Jeg har ikke forstand på, hvordan egenskaber går i arv fra generation til generation, men jeg fornemmer måske somme tider, at der er reminiscenser af forfædrenes særheder. Bl.a. havde bedstefar den egenskab - som faktisk kan være meget praktisk - at han kunne lukke omverdenen fuldstændig ude, når han koncentrerede sig om noget.

    Engang hvor han således sad inde i spisestuen og læste, stod bedstemor i køkkenet. Der var jo mange mennesker at bespise, så jeg forestiller mig hende i gang med madlavningen - måske pandekager i snesevis - stående i køkkenet med luften tyk af mados. Mens bedstefar sad og læste, stod lille Ulla og trak ham i buksebenet med et utålmodigt gentaget:

    - Fa-a-r! Fa-a-r!

    Han reagerede overhovedet ikke - han læste avis.

    Da bedstemor ude i køkkenet havde hørt på det tilstrækkeligt længe, gik hun frem i døren og sagde:

    - Kristian, ka' du e' ta' æ bår op, hun skriger!

    Hvorefter han kiggede op og med alle tegn på forbavselse svarede:

    - Hva' ... skriger æ bår??

    Han havde overhovedet ikke bemærket det!
  3.  permalink
    OM AT STOPPE I TIDE

    Bedstefar ragede sig ind i alle mulige foreninger og bestyrelser. Kigger man på sognet i hans velmagtsdage, kunne man se de samme Tordenskjolds soldater i sognerådet, Brugsens bestyrelse, bestyrelsen for mejeriet, menighedsrådet - og hvad der nu ellers kunne være.

    Det var jo naturligvis udmærket, at der var nogen, der var villig til at påtage sig et ansvar for, at tingene fungerede. Men ... de kunne jo også blive siddende så længe, at folk efterhånden syntes, det var på tide med nye kræfter. Og der havde de gamle ikke altid situationsfornemmelse og sans for selv at vige pladsen for de yngre.

    Således skete det engang efter en generalforsamling i et eller andet foretagende (måske Brugsen), at bedstefar kom hjem og til børnenes irritation kunne fortælle, at han ikke var blevet genvalgt til bestyrelsen. De følte det på en eller anden måde ærekrænkende, at den gamle var blevet vraget, så de bebrejdede ham, at han ikke selv i forvejen havde afslået at tage mod genvalg. Men den slags småligheder kunne den gamle ikke tage sig af, for - som han sagde:

    - Årh ... det var sjov å se·he, hvor læng' en ku' blyw ve' å træk' stemmer!
  4.  permalink
    PÅ HOTEL

    Et af de foretagender, bedstefar var formand for, var det lokale elektricitetsværk. Det var faktisk Danmarks største landelektricitetsværk med i alt 117 km luftledning. Det gik jo altsammen udmærket op gennem årene fra værkets etablering i 1917, men i løbet af 50'erne blev strømforbruget så stort, at man måtte udvide kapaciteten. Bestyrelsen rejste derfor til København, hvor man hos B&W indkøbte en dieselmotor, der stammede fra en tysk undervandsbåd.

    Denne samling vestjydske bønder boede så på hotel i København. Og nu var deres modersmål jo altså det vestjydske - i hvert fald da for den gamles vedkommende - og det fattede man ikke meget af i hovedstaden, så de oplevede, at man på hotellet talte engelsk til dem.

    Til morgenmaden var den gamle vant til havregrød derhjemme, og man laver sig jo ikke om, bare fordi man er i København, så da tjeneren kom for at spørge til, hvad han ønskede, bestilte han - havregrød!

    Man forestiller sig, hvordan Chef de Cuisine har måttet indlede et intimt forhold til såvel frøken Jensen som madam Mangor for at kunne efterkomme bestillingen, men det lykkedes da at fremtrylle en tallerken med havregrød. Den var dog langtfra af sønderlundske dimensioner, så da den gamle havde inhaleret den, sagde han, at han da for resten godt ville have en portion mere!
  5.  permalink
    OM AT BLIVE SET - OG HØRT

    Nu skal man jo heller ikke fremstille det, som om bedstefar var uden lune eller ikke var i stand til at opfatte omverdenens reaktion, for det var han.

    Han havde en knortekæp, som han brugte som stok, og han fortalte da med en vis stolthed:

    - Du ka' trow, det er jen, der ka' få æ kjøwenhavnere te å væ'n sæ', når den går nøj hwot i æ stjenbro!
  6.  permalink
    ANSÆTTELSESKRITERIER

    I Lemvig var der to banker, Lemvig Bank og Lemvig Folkebank. Jeg antager, at bedstefar arbejdede med Lemvig Bank, der var byens gamle, konservative pengeinstitut.

    Han sad i bankens repræsentantskab - eller hvad det organ hedder, som bl.a. træffer afgørelse om udnævnelsen af bankens direktion.

    Engang, da banken skulle have ny direktør, valgte man en af bankens overordnede personale til posten. Til stor fortrydelse for børnene, som åbenbart fandt den pågældende hoven og arrogant, fortalte bedstefar om udnævnelsen, da han kom hjem. Børnene bebrejdede ham beslutningen, men han forsvarede udnævnelsen med:

    - Åårh ... han vill' så gjær' vær'et!
  7.  permalink
    TIL TIVOLI

    En gang om året kom der tivoli til byen. Ulla, som jo var den mindste af børnene, ville naturligt nok gerne en tur op til Fabjergstad for at få den oplevelse. Bedstefar ville gerne glæde sin øjesten og gik hånd i hånd med den lille op til staden for at se på løjerne. En del at sognet beboere var der naturligvis i samme anledning, og én eller anden sagde til bedstefar:

    - Nå, sognefoged, du er nok kommet til Tivoli!

    Nu skulle ingen jo tro, at han bare var kommet for sin fornøjelses skyld, så han svarede som var han kommet i embeds medfør:

    - Jaah, a er uh' å inspice·he!
  8.  permalink
    ØKONOMIEN

    Jeg har egentlig aldrig haft indtrykket af, at bedstefar var en videre driftig landmand. Men Svend fortalte engang, at han ved at kigge den gamles regnskaber igennem kunne konstatere, at ud af selv de værste fem kriseår i 30'erne, var der faktisk kun et enkelt år, hvor bedstefar havde haft underskud i sit regnskab.
  9.  permalink
    OM HØSTUDBYTTET

    Sdr. Lund var efter den tids standard en pænt stor gård med over 80 tdr. land jordtilliggende. Det strakte sig fra de noget lette jorde mod syd til de mere tunge lerjorde mod nord.

    Engang, hvor høsten på grund af tørke var dårlig - ikke mindst selvfølgelig på de lette jorde - blev bedstefar spurgt, om han var tilfreds med årets høst. Og han var jo ikke nem at bringe ud af ligevægt, så hans afvæbnende svar lød:

    - Jaah, når en så'n tår en gjennemsnit a'et!
  10.  permalink
    PILSUDSKI

    Da bedstefar ved en eller anden lejlighed var i København - muligvis mens far var der - var han ved havnen, hvor der lå et polsk skib, der var opkaldt efter Polens tidligere præsident Pilsudski.

    Nu er der ikke den mindste grund til at tro, at bedstefar havde noget særligt sprogøre. Den amerikanske Marshall-hjælp efter krigen kaldte han Marskal-hjælp med tydeligt tryk på sidste stavelse. Og sådan også med det polske skib - denne gang dog med tryk på første stavelse - som i hans version blev til Piilsutski.

    Han var i øvrigt imponeret af skibets størrelse, og han gik på kajen langs med skibet for at "trine det af" og kom til det forbavsende resultat, at det var lige så langt som afstanden derhjemme fra stalden og ned til landevejen.
  11.  permalink
    UDENLANDSK PÅ VESTJYDSK

    På linie med udtalen af navne som Marskalhjælp og Piilsutski ligger hans forjydskede udgave af endnu et politikernavn.

    I 30'erne var der i aviserne jævnligt omtale af den finske præsident Svinhufvud. Navnet forekommer jo lidt specielt, og gav da også anledning til nogen undren hos bedstefar, og man kan vel nok sige, at navnet ikke blev mindre besyndeligt af at få tilføjet det meget udtalte jydske stød, da han udtrykte sin undren med:

    - Det er en sære navn, han hår ham Swinhufwu·he!
  12.  permalink
    I SNESTORM

    Som ung var far i smedelære. Dengang arbejdede man om dagen og gik på teknisk skole om aftenen, så de aftener, hvor der var skole, kom far meget sent hjem.

    En vinteraften med kraftig blæst og snefygning var bedstefar til møde i Lemvig. På grund af uvejret besluttede han sig for at overnatte i Lemvig. Han gik derfor om til Teknisk Skole for at sige det til far, så han kunne give beskeden videre derhjemme. Desværre kom han først derom lige efter, at far var kørt.

    Dengang ringede man jo ikke sådan på telefonen om aftenen, offentlige befordringsmidler gik ikke på det tidspunkt af døgnet, så den gamle så ingen anden udvej end at stampe hjemad i snestormen.

    Far var til cykels, så han kørte på vejen på de strækninger, hvor den var fri for sne, og kørte i fuld fart ind i snedriverne, som han så bar cyklen igennem for at køre videre hen til den næste. På den måde lykkedes det ham at komme hjem i nogenlunde tid.

    Derhjemme blev han mødt af nogle bekymrede søstre, der spurgte ham, om han ikke havde snakket med deres far. Han var jo ikke kommet hjem, og de havde intet hørt, og da far heller ikke havde været i kontakt med ham, steg deres bekymring naturligvis.

    Bedstefar var jo på det tidspunkt en ældre herre (et eller andet sted i 50'erne), så det var absolut strabadserende for ham at kæmpe sig til fods gennem de 7 km i en bidende kold østenvind og sneknog.

    Far havde vel siddet i godt over en time ved lektierne, da han hørte yderdøren gå op og den gamle komme ind i gangen. Han forsøgte at stampe og banke sneen af sko og tøj, altimens han højlydt - nærmest i et bebrejdende tonefald - klagede i et hyppigt gentaget:

    - ÅhHEJendda!
  13.  permalink
    OM INKASSO

    Som bekendt var bedstefar sognefoged. Dermed varetog han de politimæssige opgaver i sognet, herunder at inddrive gæld til det offentlige.

    Nu var det så uheldigt, at hans svigersøn in spe, Peder Graversen (som omtales andetsteds), var kommet til at skylde i skat, og sagen blev derfor overgivet til sognefogeden. Det irriterede den gamle, at han var tvunget til at inddrive gæld hos sin egen svigersøn, og han beklagede sig til far med ordene:

    - Det' en sær stapejser, at han e' betåler hans skat!
  14.  permalink
    AT SKRIVE I POESIBOG

    Jeg skrev ovenfor, at der ikke var så meget bedstefaderligt i hans omgang med os, når vi kom på besøg. Min søster, Jonna, havde dog en lidt mere positiv opfattelse af ham.

    Da hun engang var på ferie i Fabjerg, havde hun taget sin poesibog med, og ved et besøg i Sdr. Lund havde hun spurgt bedstefar, om han ville skrive i den. Det lovede han, men da ferien var slut, og Jonna skulle af sted med rutebilen fra Brugsen, havde hun ikke fået den tilbage. Men mens hun sad og ventede på afgang mod Struer, kom bedstefar halsende for at give hende poesibogen tibage, og han afleverede den med ordene:

    - Værs'go' Jooona!

    Og Jonna blev så rørt, at hun var ved at græde over det. Tænk, at han havde ulejliget sig den lange vej bare for at aflevere hendes poesibog!
  15.  permalink
    NÅEDE HAN RUTEBILEN?

    Nu var det med at halse af sted for at nå rutebilen oppe ved Brugsen absolut ikke noget uvant for ham. Tværtimod lader det næsten til, at det mere var reglen end undtagelsen. Jeg kan huske, at det undrede far, at den gamle risikerede, at en sjællandsrejse gik i vasken, blot fordi han ikke kunne bekvemme sig til at komme af sted til rutebilen i ordentlig tid.

    På vejen op til staden var Overlund en nyttig mellemstation, hvorfra der kunne hentes assistance, når han kom ilende med et:

    - Er ruten gå'n, er ruten gå'n?

    Mere end én gang har der måttet ringes til Brugsen, at rutebilen skulle holdes tilbage, fordi sognefogeden skulle med.
  16.  permalink
    EFTER VÆGT

    Engang faldt talen på en mand, der åbenbart ikke levede op til de forventninger, i hvert fald børnene havde haft til ham. Da bedstefar forklarede om mandens manglende evner, sagde et af børnene, at det da var sært, at han ikke var dygtigere, når han dog ellers var så stor, som han var, hvortil bedstefar udtalte disse vise ord:

    - Årh - døgtighe' går e' altij etter pu·henvis!
  17.  permalink
    KASSEEFTERSYN

    Sognefogeden havde også en kasse, som han administrerede. Bedstefar opbevarede den i sit skrivebord i spisestuen.

    Engang, da han havde købt et dyr og skulle betale handelsmanden de 500 kr., som dyret kostede, havde han efterladt sin tegnebog oppe i soveværelset. I stedet for at gå op efter den, lånte han 500 kr. i kassen - så kunne han lægge dem tilbage, når handelsmanden var taget af sted. Det glemte han imidlertid. Da han nogle dage senere så politimesteren komme på uanmeldt besøg ude i gården, kom han i tanke om sin forglemmelse og skyndte sig af sin tegnebog, som han nu havde på sig, at tage de 500 kr. og lægge i kassen.

    Et fast punkt ved politimesterens besøg var nemlig kasseeftersyn, og da man kom dertil, viste det sig, at der var 500 kr. for meget i kassen. Bedstefar forklarede det med, at han ved et uheld måtte have lagt to 500 kr. sedler i kassen.

    - Hvad, bruger De kassen til private forretninger?!!! sagde politimesteren.

    Da bedstefar bagefter fortalte om episoden, karakteriserede han politimesterens reaktion på følgende måde:

    - Hu, ha, hvor gall han bløw!
  18.  permalink
    Æ ROT'HONNE

    Som de fleste nok ved, var bedstefar biavler. Når han havde slynget honning fra, hældte han det op i en stor beholder oppe på loftet, hvor den så krystalliserede, og hvorfra han hentede de portioner, der siden blev serveret (vel mestendels til ham selv!).

    Engang skete det, at en rotte var faldet ned i honningspanden, hvor den havde arbejdet sig til døde i den seje, klæbrige masse (man kan næsten se det for sig!).


    Nu skal man jo ikke af den grund opgive en lækkerbisken, så da bedstefar så det, tog han en brødkniv og skar en luns af honningen rundt om rotten og smed væk - sandsynligvis da ikke for langt udenom, for der skulle jo nødig gå for meget til spilde!

    Honningen blev i familien meget betegnende omtalt som "æ rot'honne".

    Far mente at vide, at Børge rent faktisk engang havde smagt æ rot'honne, men ellers holdt den gamle vist den fornøjelse for sig selv!
  19.  permalink
    OM NYT RUGBRØD

    Og når vi nu er ved emnet madhygiejne:

    I gamle dage bagte man selv sit rugbrød på landet. Og det kunne være et problem at opbevare rugen, der skulle bruges. Bedstefar sagde engang:

    - Det var gohe, når en atter høst ku' få rugbrød af nøj rug, for det gammel var så knæ'kendes fyldt af mus'lorte!

    Velbekom!
  20.  permalink
    OM AT KAUTIONERE

    Nu skal vi jo heller ikke få det til at lyde som den rene egoisme og nærigskab, for der var vel få, der gik forgæves til bedstefar for at få hjælp - fx med kaution for et lån.

    I hvert fald skete der da det, at bankdirektøren i Lemvig udtalte sine betænkeligheder ved det efterhånden store antal, som bedstefar havde kautioneret for, idet han sagde:

    - Borum, er De klar over, at hvis det går galt, er det mere end Sdr. Lunds værdi to gange!

    hvortil den gamle svarede:

    - Jah - men det går jo e’ gal!
  21.  permalink
    BREVSKRIVEREN

    Bedstefar var en flittig brevskriver. Da far gik på skole i København og senere var ved marinen, fik han jævnligt brev hjemmefra. Som oftest var det bedstefar, der skrev. Han vidste jo nok, at livstegn hjemmefra blev ventet med længsel, og han hersede med børnene for at få dem til at skrive, men det gik trægt. Og så måtte han jo selv. Her er en typisk indledning - et brev dateret 8/6 1934:

    Kære Sønderskov!

    Du venter vel efter Brev herhjemmefra. Jeg vilde at Børge eller en af Pigerne skulde have skrevet denne gang. Jeg har talt med dem om det hver Dag men det bliver ikke til noget. Jens Lund har jo ikke saa godt ved at faa det sat sammen ellers kunde han jo have skrevet noget om den Raadyrjagt han var paa forrige Lørdag Aften. ...

    Og så fortæller han ellers om rådyrjagten og omstændighederne ved den.

    Både Børge og pigerne - og også Jens Lund - får da indimellem taget sig sammen til at skrive. Fra Svend, der i den periode tjente på Fyn, var der også en hel del breve. Og så er der også en del breve, altid skrevet med blyant, fra bedstemor. Det er fra det sidste halve års tid frem til hendes død.

    (Et udvalg af brevene - indscannede eller afskrifter - vil jeg forsøge at gengive andetsteds på hjemmesiden).
  22.  permalink
    REGNSKAB

    Som det nok fremgår af bedstefars omtale af brevskriveriet, var han ikke helt tilfreds med nogle af børnenes evne eller vilje til papirabejde. Det gjaldt også mht. at føre regnskab. Han ville gerne se regnskab for jorden, som han forpagtede ud, men det stod det efter hans opfattelse noget sløjt til med. Han brummede noget over det og klagede over, at

    det war e' mere, end der ku' stå o en hal' sij' i en KONtrabog!

    [Til orientering for de yngre generationer kan oplyses, at frem til engang i 60'erne havde man en Kontrabog hos Brugsen eller købmanden. Heri blev noteret hver eneste vare, man købte, og når måneden var gået, blev det samlede køb regnet sammen, og man betalte kontoen ud. Siderne var ikke store, nok ikke meget mere end 10 x 20 cm, og der kunne vel stå en snes varer på hver side. Et driftsregnskab, der højst kunne fylde en halv side heri, kunne derfor næppe have rummet mange detaljer!

    Et eksempel kan ses på hjemmesiden fynshistorie.dk, hvor der er en afbildning af en kontrabog fra 1958: http://fynhistorie.dk/node/13491?size=_original ]
  23.  permalink
    OM AT HEDDE

    Som det vil være den opmærksomme læser bekendt, var bedstefars navn Kristian Jensen Borum. Det var jo dengang ikke ualmindeligt, at man havde et "almindeligt" familienavn, men blev kaldt ved gårdens navn. Det var jo netop på den måde, at navnet Borum blev familienavn, så man officielt kom til at hedde det, man faktisk blev kaldt.

    Der kunne jo også ske det - dengang som nu :-) - at navnet kunne være på formen Kristian Borum Jensen, hvorefter Jensen lige så stille gled ud.

    Hvorom alting er, engang da bedstefar var ude et eller andet sted - om det var i banken, i Lemvig eller et helt andet sted, ved jeg ikke - var der en eller anden, som åbenbart ikke var helt fortrolig med sagens rette sammenhæng, for han spurgte:

    - Kalder De Dem Borum?

    hvortil den gamle indigneret svarede:

    - A HEDDER Borum!!!
  24.  permalink
    Frk. BACH

    I Fabjerg Søndre skole var der en lærerinde, frk. Bach. Der er ingen tvivl om, at hun var interesseret i bedstefar, der jo blev enkemand i 1934. Om graden af hans interesser skal jeg ikke kunne udtale mig, men ifølge Jens Arne spurgte han engang pigerne, hvad de ville sige, hvis han giftede sig med frk. Bach. Svaret var, at så ville de aldrig mere komme hjem, og så droppede han det.

    Frk. Bach har i hvert fald mindst én gang skrevet brev til bedstefar. En af pigerne (vistnok Else) så engang sin far - som sædvanlig siddende for enden af spisebordet - med et brev, som var skrevet af frk. Bach. Hun nåede at læse indledningen:

    "Du kære Broder i Herren!

    Hvorfor har vi aldrig noget at sige hinanden, når vi er alene? ..."

    Hvad der mere stod i brevet, bliver aldrig opklaret, for da han opdagede, at hun kiggede ham over skulderen, foldede han med pegefingeren brevet sammen, så teksten blev skjult.
  25.  permalink
    SPROGET

    Det er vanskeligt at gengive den fabjergske dialekt for dem, der ikke er fortrolig med den. Hvis man derimod har den i øret, kan man for den sags skyld godt skrive udsagnene på rigsdansk, for så ved man alligevel, hvordan det lyder.

    Når jeg forsøger med en hjemmestrikket lydskrift, er det, fordi jeg synes, at udtalelserne nu altså lyder mest fyndigt på jydsk. Der er en særlig styrke i sproget på den egn! Og jeg vil gerne, at de fleste skulle kunne få en tilnærmet fornemmelse af, hvordan ordene og udtalelserne har lydt.

    Det meget udtalte stød, der forekommer i Nordvestjylland er vanskeligt at gengive. På rigsdansk er der stød i ordet bil, altså nærmest udtalt bi·el, men på vores egn er det langt voldsommere og kan nærmest gengives som bij·hel.

    Jeg ved ikke, hvor bevidst bedstefar var om det daglige sprogs afvigelse fra rigsmålet, men noget har han da tænkt over det.

    Min bror Oluf er født i Løgumkloster i 1939, og familien boede der indtil 1944, så han har i hvert fald ikke haft det vestjydske lydbillede i ørerne. Og også for bedstefar var sprogforskellen tydelig, men ungen kunne da sikkert lære at tale "ordentligt", for engang, da familien var på besøg i Fabjerg, spurgte han Oluf:

    - Ka' du sæj worm?

    - Vårm

    - Nej, worm

    - Vårm

    hvorefter han ganske givet har opgivet ungen som håbløs.
  26.  permalink
    FÅREAVLENS NEDLÆGGELSE

    I en lang årrække havde man får i Sdr. Lund. Det varede ved til engang op i 50'erne.

    Nu ser får jo gerne så søde og hyggelige ud, men man skal ikke tage fejl, kæledyr er de ikke, i hvert fald ikke væddere, der vil stange. Det kan faktisk være en ganske ubehagelig sag at blive udsat for - ikke mindst, hvis man er noget oppe i årene.

    Bedstefar kom engang i en situation, hvor han blev konfronteret med sådan en vædder - om den var sluppet løs af sit tøjr, ved jeg ikke, men han var i hvert fald i en noget usikker og ikke helt ufarlig situation. Nu havde han heldigvis sin kæp med sig, så han kunne da forsvare sig, men noget egentligt angreb turde han nu altså heller ikke kaste sig ud i. Han nøjedes med at stikke kæppen hen mod dyret, mens han strakte armene godt langt ud fra kroppen og hver gang udtalte følgende trussel:

    - Wår dæ - wår dæ - wår dæ...

    - - - - - - - - - - - - - - - - - -

    Da de sidste får blev slagtet, blev der til den øvrige familie rundt i landet sendt et stykke fårekød med et ledsagebrev, der fortalte:

    Fra Fåreavlens nedlæggelse i Sdr. Lund
  27.  permalink
    DEN GLADE GIVER

    Det har vel været i sidste halvdel af 50'erne, at bedstefar i en eller anden anledning begav sig på rejse til Holland. Jeg husker, at vi var i Fabjerg efter hans hjemkomst, og jeg havde indtryk af, at hele familien var samlet.

    På sin rejse havde han indkøbt en broche til døtre og svigerdøtre. Jeg opfattede det sådan, at han havde købt to forskellige slags. Den ene var en sort elefant med gyldent omrids og tegning, den anden var vifteformet forgrenet med farveløse og sorte, slebne sten. Om døtrene fik elefanten og svigerdøtrene den anden, eller han blot fordelte dem tilfældigt er jeg usikker på, men jeg husker hans vennesæle og stolte udtryk i ansigtet, da han overrakte hver enkelt den hjembragte gave.
  28.  permalink
    Bedstefar har engang udtalt:

    - Der er en rigdom i å ha' manne bar'!

    Med 10 børn kan man vel nok tillade sig at mene, at han har haft et rigt liv!

    Se også, hvordan hans glæde og stolthed kommer til udtryk i hans karakteristik af "lille Ulla" hen mod slutningen af dette brev: KLIK HER
  29.  permalink
    PÅ SYGEHUS

    I 1959 kom bedstefar på sygehus. Under sygehusopholdet førte han dagbog, som han opbevarede i sin tegnebog. Dagbogen blev skrevet på en lille side fra en lommebog, så der var ikke plads til meget, men han formåede alligevel at give en ret udførlig beskrivelse af, hvad der foregik i de 1½ uge, han lå der.

    Han blev grundigt undersøgt med hyppig blodprøvetagning - Blodprøve af Øret igen er den gennemgående kommentar eller med varianten: Blodprøve paany af Øret inden Davre, og han opnår da også at få indsprøjtning med Isolin.

    Mistanken om sukkersyge var jo blevet bekræftet, men jeg er ikke klar over, om han ikke blot kunne nøjes med at blive behandlet med piller efter hjemsendelsen. Og så tvivler jeg på, at diagnosen kunne afholde ham fra at spise honning!

    Dagbogen følger her.
      Bedstefar-Sygehusdagbog.jpg
  30.  permalink
    SKUFFELSE

    Bedstefar var stolt af sine børn - som forældre nu engang er det. Engang havde han besøg af en eller anden, som i samtalens løbe stillede ham et spørgsmål sådan i stil med:

    - Hvordan går det egentlig med Karen, hvad laver hun?

    Bedstefar blev jo kendelig oplivet og begndte at fortælle om Risse:

    - Jow, hun er jo sygeplerske, og hun arbejder i ...

    Men blev afbrudt:

    - Nej... nej, det er Karen omme fra XX!

    hvortil den gamle i sin skuffelse affærdigede spørgsmålet med

    - Det ved a'e, og det kerer a mæ e' det fjerneste a'ter!
  31.  permalink
    OM AT SKÆRE IGENNEM

    Som omtalt var bedstefar gennem årene med i mange bestyrelser - i perioder også som formand. Fra pålidelig kilde har jeg hørt, at det ikke så sjældent skete, at når en diskussion havde stået på længe nok - eller måske endda endnu længere - brød den gamle ind med et:

    - Sku' vi nu e' betragt' den spørgsmål som uddebatteret!
  32.  permalink
    SKÆNDERI

    Ifølge far har oldefar engang fortalt, at han kun en enkelt gang har hørt bedstefar og hans bror Jens skændes som børn. Det var følgende udtalelse, der blev sagt med eftertryk:

    - Det var e' nej tarve' - det var jusseve'!!!

    Skænderiet bag dette noget kryptiske udsagn skyldtes en uenighed om, hvorvidt der var blevet serveret tvebakker eller russertvebakker.

    Hvis dette er kulminationen på et søskendepars uenigheder, kan man nok konstatere, at de to brødre ikke har været synderligt stridbare.
  33.  permalink
    DEN, SOM HAR TO...

    Da bedstefar og hans bror Jens gik i skole i 1880'erne, var der store forskelle på rig og fattig. Børn fra de større gårde og dem fra små husmandssteder og fra hjem, hvor faderen var daglejer, havde højst ulige kår. Det gav sig naturligvis udslag på mange måder, men én af dem var indholdet i skolemadpakken. Børnene fra Sdr. Lund havde jo til hverdag forskellige former for pålæg på brødet, hvorimod der blandt de andre var nogen, der i bedste fald måtte nøjes med en fedtemad.

    Engang, hvor børnene sad og spiste deres madpakker, sad en dreng fra en familie i små kår og sendte lange blikke efter drengenes kødpålæg, indtil han til sidst bad:

    - Ååhhh, gi' mæ en be'te bij!

    Skal man bedømme deres sindelag ud fra "skænderiet" ovenfor, tør man formode, at de har delt ud af deres overflod!

1 til 33 af 33

  1.