Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
FABJERG - Jens Peder - Borums Forum
En af de mere markante - eller man skulle måske sige specielle - skikkelser i Fabjergstad var Jens Peter. Hans fulde navn var Jens Peder Jensen (han kastede senere Jens væk). Han var født i Fabjerg og boede lige ved siden af bageriet i et hus, der hed Tenerifa. Der var han cykelhandler blandt andet.
Jens Peder frygtede ingen, men var mere eller mindre frygtet af alle. Han havde en skarp tunge og revsede, når og hvor det passede ham. Og det kunne det tilsyneladende gøre overalt.
Han lå hyppigt i krig med sin nabo, Vinkel Sidelmann, der havde bageriet ved siden af. Der tændte man op i ovnen med lyngris med det resultat, at snus og småkviste og grene tid efter anden blæste ind på Jens Peders grund, og det irriterede ham. En dag, da han syntes, at nu kunne det være nok, fejede han omhyggeligt det hele sammen i en bunke, samlede det i sit skødeskind og gik om til bagerens butiksdør. Han var fuldstændig ligeglad med, at der var kunder i butikken - måske opildnede det ham nærmere! - for han åbnede butiksdøren, slog skødeskindet ned, så alt det opfejede skidt røg ud på gulvet, mens han sagde:
I de tider kørte bageren rundt på landet på ugentlig varetur (se også her). Hver gård havde jo normalt mange mennesker på kost, og man fik en fast ration af rugbrød hver uge. Der skete så det en dag, at man på en gård åbenbart havde fået flere rugbrød, end man var i stand til selv at bruge, hvorfor man tog de overtallige med op til Staden og gik ind for at aflevere dem hos bageren. Nu var det så uheldigt, at Jens Peder overværede seancen, og den skrev han sig bag øret.
Det år hittede Jens Peder på at hænge håndskrevne plakater op på lygtepælene til Nytårsaften, hvor han så kunne få afløb for diverse budskaber. Et af dem lød:
Et Parti Rugbrød - kun lidt brugt - billigt til Salg.
Far var engang på besøg hos Jens Peder og snakkede med ham, mens han stod og arbejdede på værkstedet. På et tidspunkt kom en kone ind medbringende en taske, som hun gerne ville have Jens Peter til at reparere. Konen boede et eller andet sted på Jordemodervejen, dvs. på vejen mellem Fabjerg og Nr. Nissum. Hun fremførte sit ærinde for Jens Peder , men - sandsynligvis fordi far overværede episoden - der for en djævel i ham, for følgende samtale udspandt sig:
- Jens Peder, a ku' vel e' få dæ te å sy dether task'?
- Nej, det hår a e' tij te'!
- Jamen, det var da forfærdelig, hva' ska' a så gjør'?
- Det ka' a godt sæj' dæ - do ska' ta op te æ bager i Nr. Nissum å få ham te å sy 'en!
- Jamen, syr han tasker???
- Ja, ja, han gjør da!
- Det var da underlig, det hår a aldrig vidst.
- Jo, jo, han gjør - det laver han i hans fri-tij!
- Jamen, tu·hsen tak, så tår a derop!
Jens Peder havde fortsat sit arbejde helt uanfægtet, og da konen var gået, spurgte far, om det da kunne have noget på sig, at bageren i Nr. Nissum reparerede tasker.
Nej!, det havde Jens Peder da heller aldrig hørt noget om!
Han havde bare udnyttet den situation, at han havde tilskuere på!
Nu var det ikke bare harmløse spøgefuldheder, Jens Peder gjorde i, noget af det, han kunne komme i tanke om, må vel nærmest betegnes som skrupelløst.
I Lemvig var der en drukkenbolt, Vosborg, som man kunne træffe rundt omkring på egnen. Jeg husker ham fra midt i 60'erne, hvor han var en gammel mand. Han kom af og til med rutebilen til Fabjerg og stod af der. Hvorfor og hvem han i givet fald besøgte, ved jeg ikke. Han stillede sig op ved Brugsen og råbte fuldemandssnak efter folk, han så. Hvor meget der var fuldskab, og hvor meget skuespil, er jeg ikke helt sikker på. Men han kom også til Staden længere tilbage i tiden. Og der havde han for vane at gå ind på Jens Peders værksted i Tenerifa.
Jens Peder havde på hylden en flaske sprit, og den gik Vosborg altid hen og tog en slurk af - uanset om Jens Peder var hjemme eller ej. Det irriterede Jens Peder, og da det havde stået på en tid, besluttede han at give Vosborg en lærestreg. Han hældte spritten over på en anden flaske og hældte i stedet salmiakspiritus i flasken.
Nogen tid efter skete det, at far en dag kom op til Staden, hvor Vosborg stod og klagede sig ganske voldsomt, altimens han bandede og svovlede over den forbandede cykelhandler. Han havde jo vanen tro begivet sig ind på værkstedet og taget spritflasken for at drikke en slurk. Alt for sent opdagede han Jens Peders forrædderi, men skaden var sket, han havde fået noget af den ætsende væske i munden.
Der er ingen tvivl om, at sagen kunne have fået et retligt efterspil, men selv om Vosborg blev udsat for grov legemsbeskadigelse, har han har næppe følt at have en god sag.
Jens Peder havde ordet i sin magt. Det kom bl.a. til udtryk, når han til fest holdt tale. Og han kunne selv blive grebet i en grad, så man havde indtryk af, at det tog magten fra ham.
Engang i krigsårene var sognet indbudt til konfirmation. Lille Gerda skulle konfirmeres. Gerda var datter af Jens Agergaard, men var kommet meget hos Carl og Maren Lund.
Jens Peder holdt tale. Han begyndte poetisk at tale om be'te Gerda, der var vokset op i Maren Lu·hen hinne drivhu·s. Så udviklede det sig videre til en tale om den opvoksende ungdom og ansvaret for deres opdragelse, og han skruede sig mere og mere op i beskyldningerne mod dem, han mente burde deltage i sognets åndelige liv og tage ansvaret for de unges sædelige vandel:
- ...men hvor er de henne, dem der burde ta' sig af de unge i daw?
Drywer swortbørshandel fra morr' te' awten!
E'er å dre'ker i guds navn for stjollen peng' - A SÅE FOR STJOLLEN PENG'!!!
Det er folk, der er i det her hu·s, ja, under det her tååg!
Og alle, der følte sig ramt, sad og krympede sig under hans anklager.
Nu var det jo sådan, at selv om mangelvarer og rationering hørte dagligdagen til, foregik der under krigen en livlig handel. Jens Simonsen, der var smed, havde sit hyr med at styre regnskabet med gasflasker og andet, hvad der kunne være restriktioner med. Og det var jo nok ham og mange andre, Jens Peter langede ud efter. Skønt folk var forargede over - om ikke ved navns nævnelse - at blive hængt ud i andres påhør, var der dog ingen, der turde tage til genmæle. Men da Degn (brugsuddeler) og Jens Simonsen bagefter snakkede om det, sagde Degn:
- Ja, vi sku' osse ha' gån, Jens!
Men det var da vist klogt, at de ikke havde gjort det!
Jens Peder tog engang fusen på min moster Karen - gift med brugsuddeler Viggo Degn.
Engang, hvor Jens Peder mødte moster Karen, sagde han gravalvorligt til hende:
- Karen, hva' er det, a hører, at du sæjer om mæ?
Og moster Karen var lige ved at gøre både det og det andet i bukserne af skræk for, hvad Jens Peder mon kunne have hørt - og hvad straffen kunne bestå i - så hun fulgte ham uroligt over i privaten, hvor han så til hendes usigelige lettelse sagde:
