Som nabo til bedstefar og bedstemor boede et ældre par - Niels og Ane Mari'. De hed Jensen til eftrenavn, men da de boede i Lundhus, blev Niels kaldt Gammel Niels Luh.n. Og han var da også en del ældre end konen. Han var født i 1852, mens Ane Mari' var fra 1860.
Som sædvanen var på landet dengang (og mange steder endnu), var de som naboer selvskrevne til at blive inviteret med til fester.
I den del af landet er der et begreb, der hedder det vestjydske kvarter: Bliver man bedt til et klokkeslæt, forventes det, at man møder op et kvarter senere. At møde til tiden vil på det nærmeste opfattes som taktløst, fordi værtsfolkene på det tidspunkt ikke kan forventes at være klar til at modtage gæsterne.
Anne Mari' var imidlertid hævet over dette, for hun troppede altid op i meget god tid, for - som hun altid begrundede det med:
Ane Mari' spillede en vigtig rolle i børnenes barndom. Hun havde i sin tid af en klog kone fået overdraget recepten på en salve. Det var jo på en tid, hvor lægevidenskaben endnu ikke rådede over antibiotika til at helbrede betændelse med. Bullenskab var derfor et hyppigt problem, som der ikke var nogen effektiv kur imod - kun sæbevand og ombinding med klude.
Ane Mari's salve var imidlertid et probat middel. Hvis børnene således fik en bullen finger, skulle de en tur om for at få smurt "An' Mari' hinne salle" på og bundet en lærredsklud om fingeren. Efter nogle dages forløb kunne kluden tages af, hvorved bullenskaben fulgte med og afslørede fin, nydannet hud nedenunder.
Ane Mari' havde fået recepten med den klausul, at hun aldrig måtte tage penge for behandlingen, samt at hun skulle hemmeligholde sammensætningen. Det sidste overholdt hun - desværre - så godt, at hun tog opskriften med sig i graven.