Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
FABJERG - Johannes Rasmussen (1911-1988) - Borums Forum
Jeg kan ikke skrive disse sider uden at hellige et afsnit mange muntre minder om min gamle ven, Johannes Rasmussen.
Johannes - eller Ras, som han vel hyppigst blev kaldt i Fabjerg - var vognmand og gift med Rigmor, der var bestyrer af centralen, eller Jydsk Telefons Samtalestation, som der stod på det smukke, emaljerede skilt udenfor på muren. Centralen lå lige over for Brugsen.
Johannes var jævnaldrende med far, født 23.09.1911. Mine første erindringer om ham var fra, når vi var på ferie i Fabjerg, hvor vi normalt boede i Brugsen. Og det første helt konkrete, jeg husker, var, engang jeg havde været enten i Sdr. Lund eller i Overlund for at lege med Tage, og var på vej op til Brugsen, hvor vi skulle spise til middag. Et par hundrede meter før Staden blev jeg indhentet af Johannes, der standsede lastbilen og lukkede døren op for at spørge, om jeg ville køre med. Jeg var simpelt hen for genert til at tage imod hans tilbud og sagde nej tak.
Det har siden ærgret mig, at jeg var så ubehøvlet at afslå hans venlige invitation. Faktisk har det plaget mig så meget, at jeg engang i Johannes' sidste tid spurgte ham, om jeg havde fornærmet ham dengang. Han kunne overhovedet intet huske om det, så jeg havde bekymret mig unødigt i alle de mellemliggende år.
Det kan være noget vanskeligt at vende tilbage til sit fødesogn efter en årrække udenbys, og far blev da heller ikke modtaget med åbne arme overalt, da han etablerede installationsforretning i Fabjerg, og vi flyttede dertil i 1966. Jeg husker bl.a., at det blev besluttet at etablere ny gadebelysning i Staden - lysstofrør i stedet for de gammeldags, søvnige glødepærer. Far gav tilbud og fik opgaven. Men Johannes tog initiativ til at spørge Hans Jepsen i Nr. Nissum, som jo hidtil havde været ene på markedet. Han var imidlertid dyrere med entreprisen, så det blev ved, at far skulle lave det.
Vi fornam nok, at Johannes ikke var far helt venligt stemt, men jeg husker også, at da det nye gadelys først var etableret, var Johannes mandfolk nok til at udtrykke ros og tilfredshed med, som det var blevet.
I mange år havde vi ikke noget med Johannes at gøre, men det ændrede sig, da han efter i en årrække at have kørt orienteringsløb lagde den idræt på hylden. Da manglede han noget andet at beskæftige sig med.
Som det vil være den opmærksomme lytter bekendt, havde far helt fra barnsben haft høns og duer. Det gjaldt også, da vi flyttede til Fabjerg. Men det udviklede sig til at omfatte brevduer, og i årevis dyrkede vi brevduesport med stor entusiasme.
Hver uge i kapflyvningssæsonen blev resultaterne offentliggjort i Lemvig Folkeblad, og det gav stødet til, at Johannes en dag kom for at spørge til, hvordan man kunne komme i gang med det.
Det blev indledningen til mange års bekendtskab og - tør jeg godt sige - venskab med Johannes. Mange timers samvær er det blevet til i den lille stue, hvor centralanlægget tidligere var placeret - og hvorfra der var god udsigt til Brugsen på den anden side gaden!
Når Johannes og jeg sad i den lille stue og snakkede, sad Rigmor som regel i den større stue ved siden af og så fjernsyn. Rigmors hørelse var ikke så god, så hun kunne sjældent høre, hvad vi sagde, men kunne nok af tonefald og lejlighedsvise latterudbrud udlede, at samtalerne ikke altid var helt stuerene.
En af sognets damer - jeg vil undlade at sætte navn på, for det er egentlig historien uvedkommende - havde en noget særpræget gangart. Hun var ikke særlig høj, men hun tog nogle usædvanlig lange skridt - meget karakteristisk, men ikke særlig feminint.
En dag, da hun havde parkeret bilen og kom gående rundt om hjørnet på vej ind i Brugsen, sagde Johannes pludselig:
- Det er nowe heeelvedes tri·hen hun tå'r ... hun var s'gu nem å skill' æ låre å!
Af reaktionen havde Rigmor ingen problemer med at slutte sig til samtalens karakter, så hun sagde inde fra den anden stue:
I virkeligheden var Johannes et meget følsomt menneske, som kunne sidde og flæbe over en sentimental film i fjernsynet, men det var absolut ikke det indtryk, man fik, når man hørte ham udtrykke sig.
En overgang døjede han med et eller andet i mellemøret, som han gik til specialist for at få behandlet, og han fik så lagt et plastikrør ind som dræn.
Han klagede over, at det smasker s'gu så'n ind' i æ ho·he, og det varede da ved i nogle måneder, hvor han til sidst var godt træt af det. En dag, da jeg kom om til ham, og hvor det var særlig galt, beklagede han sig med ordene:
Johannes krydrede sit sprog med stærke gloser. Det var vel nærmest gledet ind som en naturlig del af sproget. Han tænkte ikke så meget over det, men var jo da nok klar over, at det ikke lød pænt i andres ører.
En dag, da vi sad og snakkede, var der i fjernsynet et indslag om unge menneskers ofte lidt for rigelige brug af bandeord. Og Johannes kunne sagtens erklære sig enig i, at man burde være opmærksom på det og tage sig lidt sammen for at begrænse det, for som han udtrykte det:
Johannes satte stor pris på bedstefar. Det var vist i virkeligheden en opfordring fra bedstefar, der var en af hovedårsagerne til, at Johannes besluttede sig for at starte som selvstændig vognmand. Byens anden vognmand havde vist efter bedstefars opfattelse været lige lovlig tjenstvillig under krigen.
Da Johannes havde købt sin første lastbil, var bedstefar blandt de første, han talte med, og bedstefar sagde:
- Te' løk' me' æ forretning ... og så må du godt komm' mæ' en læs så'n!
Det var Johannes' første opgave som selvstændig. Om den gamle virkelig manglede et læs sand, er nok tvivlsomt - men et læs sand kan man jo altid finde anvendelse for!
Når Johannes skulle køre med dyr for bedstefar, var den gamle gerne selv med. Når de var kommet frem og dyrene læsset af, tog bedstefar sig altid til vestelommen og fiskede en daler op, som han gav til Johannes som drikkepenge!
Man kan vist ikke beskylde Johannes for at være en flittig kirkegænger. Men at vokse op i et landsogn som Fabjerg for 100 år siden giver alligevel en opfattelse af, hvad man kan, og hvad man ikke kan, som næppe virker selvfølgelig for unge af senere generationer.
Huset ved siden af centralen var i mange år udlejet - bl.a. i en periode til et par unge mennesker. En søndag formiddag sad jeg som så ofte før og snakkede med Johannes. Fabjerg kirke ligger som bekendt ikke i Staden, men 2-3 km derfra, så kirkeklokken kan kun rent undtagelsesvist høres i Staden. Omvendt kan lyde fra almindelig menneskelig aktivitet i Staden heller ikke genere kirkegangen. Men da de unge mennesker inde ved siden af den søndag formiddag startede motorplæneklipperen for at slå græsplænen, sagde Johannes lettere forarget:
Som nævnt var der en glimrende udsigt fra centralen over mod Brugsen. Man kunne let følge med i, hvad der foregik. Rutebilen standsede ved Brugsen, og skulle man med og kom i god tid, stod man ved Brugsen og ventede - eller satte sig på trappen. Det skete en lørdag eftermiddag, hvor jeg sad ovre ved Johannes. En ung pige fra en af gårdene i sognet kom og satte sig til at vente på rutebilen.
Nu er moden jo skiftende over tid, og dette her foregik i en periode, hvor de unge pigers bukser var, som var de malet på dem. Det forblev heller ikke ukommenteret, for efter en tid sagde Johannes om de unge pigers påklædning:
- De er den onde galeme' så'n strammet op ... det er s'gu ret, så en ka' se·he æ fløjt'!
Det var vist igen en af de anledninger, hvor Rigmor spurgte, om Johannes var pja'te'.
Og mens vi nu er ved det pjattede, mindes jeg også tydeligt engang, hvor jeg kom for skade at nævne rygterne om, at rødhårede kvinder skulle være særligt fyrige. Hertil svarede Johannes prompte:
- Ja, a hår engang kjæn' en rødhåret - hun var fanneme vaks!
Johannes døjede gennem flere år med, hvad der vel var slidgigt i benet. Han spekulerede også på, om det kunne blive nødvendigt at få kunstig hofte, men så vidt kom det aldrig. Han måtte døje med stive led og ondt i benet, nogle af følgerne af at komme op i årene - eller som han beskrev det:
Som følge af dårligdommene i benet gik Johannes i flere omgange til behandling hos en mand i Struer, som gav en eller anden form for magnetterapi. Man skulle vistnok sidde med en magnetisk kappe udenom i en halv times tid. Sådan en serie bestod af i alt 10 behandlinger fordelt over nogle uger.
Det var jo altså ikke helt billigt, men det betød selvfølgelig ikke noget, hvis bare det virkede. Nu er jeg temmelig skeptisk over for mirakelmidler, så jeg spurgte selvfølgelig Johannes, om han så også kunne mærke, at det hjalp. Hertil svarede han:
