På den tid - og blandt erklærede missionsfolk - var søndagen til kirkegang og ikke til arbejde. Men Johs. Kjær havde en mark, hvor drænrørene var skudt sammen, så en del af marken var fugtig. Det kunne han ikke holde tankerne fra, så han måtte ud for at grave ned og lægge nye drænrør - også om søndagen ... og i kirketiden. Og når andre af sognets folk kørte til kirke, dukkede han sig ned i drængrøften i håb om at forblive uopdaget. Dog uden held. Bertel kommenterede det med:
- A forstår allywl e', at Johannes vil gå å dræjn å en sønda'!
Far havde engang besøg af en mand fra Humlum, der åbenbart ikke var nogen større ynder af den lokale præst, pastor Willer. Han harcellerede over ham og den løn han fik - tildragelsen daterer sig til første halvdel af 60'erne.
Johs. Kjær var til stede samtidig og hørte på mandens beklagelser over præsten, hvilket han ikke kunne dy sig for at kommentere: