Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45 AT BO PÅ PENSIONAT - Borums Forum
FORSIDE | BAGGRUND | BORUM i FABJERG | MIN FAMILIE | STEDER OG FOLK | ERINDRINGER | BREVE | GALLERI | GÆSTEBOG
Du er ikke logget på! (.)
  1.  permalink
    I det par år, far gik på skole i København, boede han på pensionat. I 1933 var det på en adresse på Nørrebrogade - eller som far altid udtalte det Nørrebrogade. Jeg ved ikke, hvor lang tid det var sædvanen at bo samme sted, ofte ledte man vel efter et sted, der var bedre end det nuværende, men pensionærerne havde nok som oftest tidligere boet andre steder.

    Det havde i hver fald én, som far en overgang boede på pensionat med. Han hed Hansen - fornavnet kender jeg ikke.

    Han fortalte om, at han tidligere havde boet et andet sted, hvor datteren var lidt indladende og af og til spillede lidt op til ham:

    - Hansen, De kunne da godt tage og invitere mig i biografen!

    - Neeej, det tillader min pekuniære situation mig sandelig ikke!

    - Så, så, Hansen - nu ikke uartig!


    Hansen undrede sig over pigens åbenbart mangelfulde sproglige færdigheder: - Ja, hva' gi'r I?! sagde han hovedrystende.
  2.  permalink
    HUNDETÆKKE

    Også en anden medpensionær fortalte om erfaringer fra et tidligere pensionat. Her havde værtinden haft en Grand Danois. Nu er det jo en ganske stor hund at have gående i en spisestue. Og det var netop tilfældet der. Det beklagede han sig da også noget over, da han fortalte om det:

    - Jeg ka' s'gu' godt lide hunde, men når de ligefrem læner sig ind over bordet og savler ned i ens tallerken - så hører kærligheden s'gu' op!
  3.  permalink
    OM AT SVOVLE

    Far havde det svært med lugten af svovl. Det kom sig af, at da han efter sommerferien vendte tilbage til pensionatet i København, havde værtinden benyttet lavsæsonen til at hidkalde kammerjægeren, som havde behandlet lejligheden med svovldampe for at udrydde, hvad der måtte være af utøj.

    Den svovllugt blev far nødt til at sove i, indtil den fortog sig. Om han var ved at blive forkølet allerede ved ankomsten, eller om det alene var irritationen ved svovlresterne, ved jeg ikke, men han måtte i hvert fald døje voldsomt med ondt i halsen og smagen af svovl i adskillige dage. Siden havde han ubehag ved ting, der lugtede af svovl.

    Men pensionatsværtinden forklarede sin utøjsbekæmpelse med ordene:

    - Uhh, Borum, jeg er fuldstændig hysterisk med væggetøj!