Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
HOLSTED ST. - Ebbe Paaske (1872-1952) - Borums Forum
Holsted var originalernes by - det var i hvert fald indtrykket, da vi boede der i 1950'erne. Én af dem, der så afgjort måtte regnes til den kategori, var Ebbe Paaske, der kom til os som havemand, mens jeg var helt spæd. Jeg var kun 1½ år gammel, da han døde i marts 1952 kort efter sin 80 års fødselsdag, så af gode grunde har jeg naturligvis ingen personlige erindringer om ham.
Jeg fik fortalt, at Paaske kiggede ned i barnevognen, hvor jeg lå, mens han dikkede mig på maven med ordene:
I de tider var der næppe mange, der havde fuldt tandsæt, når de var oppe i årene, og Paaske heller ikke. For en piberyger kunne det på sin vis være meget praktisk at have hul i stakittet fortil, fordi man så kunne ryge pibe med helt lukket mund. Paaske havde så dertil sat et stykke gummi fra en patentprop rundt om pibespidsen, så piben kunne hænge i hullet, uden at der skulle bruges hverken kræfter på at holde den fast eller bide tænderne sammen om pibespidsen.
Paaske var ikke alene, hvad man kunne kalde påholdende, men direkte nærig. Men der er nok heller ingen tvivl om, at familien har levet i små kår.
Paaske var radikal. Han abonnerede derfor på den radikale avis, Sydvestjyden. Naboerne abonnerede på Vestkysten, som var en venstreavis og betydeligt større. De havde så det arrangement, at når de to aviser kom om eftermiddagen, fik de først hinandens avis til gennemlæsning, hvorefter de byttede, så hver sluttede med at få deres egen avis. De delte så abonnementsprisen ligeligt - tilsyneladende et retfærdigt princip.
Nu var der bare lige det ved det, at naboen meget hurtigt kunne bladre den lille, tynde Sydvestjyden igennem. Paaske havde fuldt op at gøre med at få læst Vestkysten blot nogenlunde - før naboen stillede inde hos ham for at bytte avis. Det irriterede ham voldsomt, for han følte altid, at han blev snydt for det fulde udbytte af arrangementet. Men ikke nok med, at han aldrig fik læst avisen ordentligt, naboen sad jo også tilbage med løvens part, og som han sagde:
- Årh, en blywer s'gu osse snydt i den sidst' end', for hva' ... der er jo mier papir i den anden!
Nu havde Paaske den egenskab, at han ikke kunne holde tæt med, hvad han måske nok burde holde lidt igen med at snakke om.
Hans kone blev syg og skulle så nogle gange hver dag have nogle dråber for hjertet. Dem skulle Paaske måle af til hende med en dråbetæller på en sukkerknald. Men behandlingen til trods fik konen det akut dårligt, og Paaske tilkaldte byens læge, dr. Bennike. Men han kunne ikke stille noget op, så konen døde. Det syntes Paaske burde have kunnet forhindres, så han sagde:
- Det var s'gu oss for ringe af dr. Bennike, for hun døde fan'me lige mel' æ fingre å wos!
Og her burde han jo så nok have stoppet sin beretning om konens død, men det er ikke usandsynligt, at hans samvittighed har plaget ham. Han kunne jo nok ikke lade være med tænke den tanke, at han ikke selv var helt uden skyld i det, ja, måske endda mere end det. Og problemets kerne er nok dråberne og sukkerknalden. Det kræver en sikker hånd og lidt gefühl at tælle nogle få dråber med en dråbetæller. Og det har en mand på næsten 80 år ikke haft den fornødne styr på, som han selv røbede:
- Ja, det ka' da og vær', at a er kommen te' å tæl for manne dråber op, a ved e'...
Det var jo da utænkeligt at smide et helt stykke sukker væk, bare fordi der var "pluntet" en snes dråber ud på den i stedet for de tre, det skulle have været.
Paaske havde en datter, der hed Mary, som også havde tilført familien en svigersøn. Ham brød Paaske sig ikke meget om. Om han anså ham for doven eller udygtig, er jeg ikke klar over, men han betragtede ham i hvert fald ikke som nogen hjælp for datteren.
Men svigersønnen kom ulykkeligt af dage - rent bogstaveligt for egen hånd. Om det egentlig var hans hensigt, eller situationen løb ud af kontrol for ham, skal jeg ikke kunne sige, men han havde sat sig omvendt på en stol, altså med brystet vendt mod ryglænet. Så havde han viklet et stykke reb om ryglænet og om sin egen hals, og med en grydeske var han så begyndt at tvinde rebet, så det efterhånden strammede sammen om halsen. Nu kunne han jo have standset processen på et hvilket som helst tidspunkt, eller rebet kunne sno sig tilbage, hvis han slap skeen. Men det skete ikke. Manden døde.
Paaske fortalte naturligvis om det passerede, da han kom til os - nok også mere uddybende end egentlig nødvendigt:
- Ja, Mary græd da over'et, men a så' te' hinn: Det ska du sommen e' sidde å græ'e over, bette Mary, for det var møj det bejst', der ku skie!
På den tid skulle kreaturer til Ribe, når de skulle sælges på markedet. Det var en strækning på ca. 25 km, og den sædvanlige transportform var at trække dem langs landevejen. Det var et arbejde, som Paaske udførte - 25 km ud og 25 km hjem. Og for det tog han 2 kr.
Efter i adskillige år at have taget samme pris, besluttede han sig for at følge den almindelige prisudvikling, og sætte prisen op med 25 eller 50 øre. Da han første gang forlangte det, blev han af de fede bønder, der jo da vist ellers ikke manglede noget, mødt med et bebrejdende:
- A tøws, du stiger, Ebbe!
-
- Nåh, hva' ... det slijer s'gu da osse å æ træjsko forsvarede han sig med, da han bagefter fortalte om sin oplevelse med de urimelige kunder/arbejdsgivere.
