Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
MORS FAR - Johannes Pedersen (1880 - 1954) - Borums Forum
Bedstefar blev født den 20.11.1880 i Sahl ved Vinderup. Han var mejeribestyrer på Thingtofte Mejeri i Gudum, hvor mor og hendes fire søskende er født. Allerede 1½ år efter bedstemors død, 6. maj 1927, giftede han sig igen og fik yderligere tre børn.
Bedstefar tilhørte Indre Mission. Det prægede mors barndomshjem. Det hørte tiden til, at man var ortodoks, og i hvert fald var bedstefar det i en grad, hvor Bibelen var højeste autoritet i vel stort set alle anliggender, for, som han sagde det:
- Æ Biwl - det er Guds uer! Det må der e' røres ve'! Der må e' flyttes en komma!.
Selv om jeg kun kan have været tre år, kan jeg kan faktisk huske, at bedstefar besøgte os i Holsted. Han havde lakridskonfekt med til os - dog var posen åbnet, da han efter nogle timers togrejse i ensomhed nåede frem til Holsted St.
Apropos togrejse, så var bedstefar en mand med sine meningers mod, hvad der også skulle komme ham dyrt at stå - dog ikke i forbindelse med togrejsen.
Engang, hvor han rejste ned til os og sad i en 6-mands kupé, sad han sammen med fire andre, der åbenbart rejste sammen. Da toget var kommet i gang, lagde de en kuffert hen over knæene, så den fungerede som et bord, hvor de begyndte at spille kort. Det behagede ikke den gamle, der med sin indremissionske indstilling opfattede den slags som syndigt - måske ligefrem som Satans værk.
Da han havde betragtet det en tid, sagde han:
- Det er skjøn å se, ho'n færdighed I hår i å bland' æ kort!
De kroede sig jo noget over hans tilsyneladende rosende ord - indtil han fortsatte:
- Men der kommer en daw - da ka' I e' mere! Og der kommer en daw - da får I e' lov te'et!
Ja, den slags havde de hørt så tit!
Men inden længe pakkede de deres kort sammen og lod ham alene i kupeen. Han morede sig selv gevaldigt, da han fortalte om oplevelsen.
Bedstefar var naturligvis bibelstærk. Og han nærede en stor beundring for Moses. Engang, hvor han snakkede med far, gav han da også udtryk for, at han troede, at
- Moses er den størst' mennesk', der har løwet!
- Nej, det var han nu ikke! svarede far.
- Jow!
- Nej, det var han ikke! For der står: "Thi af dem, som er født af kvinder, er ingen større end Johannes!"
Efter et sekunds tøven svarede den gamle:
- Ja, det står der osse! Ja, det er ret! Ja, så passer'et!
Det var betingelsesløs overgivelse. Ingen diskussion. Den højeste autoritet havde talt!
Bedstefars ortodokse opfattelse af religion, bragte ham på kollisionskurs med de mere liberale strømninger i samfundet. Ikke alene Bibelen var ham hellig, også de gamle kirkefædre var hævet til et niveau, hvor de vel havde helgenstatus. Det gjaldt også Martin Luther.
Kaj Munk var jo en af tidens samfundsdebattører. Han havde engang et sted skrevet om Martins Luther og bl.a. skrevet, at han generede sig ikke for at lade en fjert gå ved bordet. Det bragte den gamle i affekt:
- Hwa' kinner han te'et? Hwa' kinner han te'et?!
I en eller anden anledning - næppe denne uskyldige beskrivelse af Martin Luthers frisind - havde bedstefar skrevet hårdt imod Kaj Munk, faktisk så voldsomt, at Kaj Munk truede ham med en injuriesag.
Men det skulle blive bedstefars uforsonlige holdning til, hvad der stred mod den rette tro og moral - samt det faktum, at han både havde sine meningers mod og ordet i sin magt - der blev hans livs skæbne.
Indre Mission stod jo stærkt i sognet, og man var ikke i tvivl om, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Alt, hvad der ikke var i overensstemmelse med disse holdninger, blev mødt med fordømmelse.
En af sognet store mænd, som sad i sogneråd og diverse bestyrelser i sognet, var enkemand. Og det faldt "de fromme" for brystet, at når en af sognets koner blev enke, gjorde han hende sin opvartning i en grad, så det forekom påfaldende - de opfattede det som langt over grænsen for almindelig anstændighed.
Mellem hinanden kunne de nemt blive enige om, at der måtte skrides ind. Man kunne ikke stiltiende se på en sådan frivolitet fra en i deres egen kreds. Og man blev enige om at sende en deputation for ansigt til ansigt at gå i rette med manden. Og det var jo kun alt for nemt at få Pedersen til at agere talsmand - han følte en ærlig indignation, og ingen kunne jo som han sige tingene!
Jeg ved ikke hvem og hvor mange, deputationen bestod af, men bedstefar var i hvert fald ordfører og frontfigur, hvis brede ryg de andre bekvemt - og beklemte! - kunne stå og gemme sig bag.
Det er naturligvis al ære værd at have mod til at sige sin mening, men man skal jo altså også vide, hvor man skal trække grænsen. Og her var man helt klart gået for langt. Og prisen var høj. De små husmænd og andre, som medvirkede, kunne vel kun i beskedent omfang straffes, men bedstefar betalte prisen. Jeg er ikke klar over, hvad der blev brugt som begrundelse, men sognekongen fik sat igennem, at bedstefar mistede sin stilling som mejeribestyrer.
Det førte til mange år med smalhans for familien. De flyttede til Humlum, hvor bedstefar måtte tjene et beskedent udkomme som ostehandler (se billederne: Johs. Pedersen - Ost og Mejeriartikler).
Begivenhederne ligger lang tid forud for min tid, og der er næppe optegnelser nogetsteds, der kan dokumentere forløbet. Fra mor ved jeg, at hun helt klart var af den opfattelse, at bedstefars uforsonlighed aldrig ville have fået lov til at komme så konkret til udtryk, hvis han stadigvæk havde kunnet være under indflydelse af min bedstemors milde og blide sind!
Nu var bedstefar jo heller ikke blid over for sine egne. Mors bror Peder flyttede sammen med sin kæreste, Edith, før de var gift, og det faldt ikke i god jord derhjemme. Bedstefar blev engang spurgt, hvor længe Peder egentlig havde kendt Edith, hvortil bedstefar replicerede:
- Hvor læng' de har løwet i utugt?
Man kan vist konstatere, at her kaldes en spade for en spade!
Den trange økonomi i det humlumske hjem kom ret konkret til udtryk i forhold til mor og hendes søskende. Da bedstefar giftede sig igen, måtte han gøre skifte med børnene. Og til dem, der ikke var myndige, blev arven efter bedstemor indsat i Overformynderiet. Når de nåede myndighedsalderen, blev de opsøgt af bedstefar, som bad om at måtte låne de frigivne midler af dem.
Men Peder var hurtigere. Jeg husker, at han engang fortalte, at straks han havde pengene i hånden, styrtede han hen for at købe sig et nyt sæt tøj, så da den gamle henvendte sig, var pengene brugt!
Bedstefar havde engang fået et nyt sæt tøj. På den tid var det endnu det almindeligste, at den slags var skræddersyet, men konfektionssyet var naturligvis billigere, og så måtte man jo oftest give køb på pasformen. Men dette sæt var den gamle særdeles tilfreds med, for efter hans mening sad det akkurat lige så godt, som havde det været skræddersyet.
Da han stolt viste det frem, sagde mor til ham:
- Du er da også heldig, at du sådan kan købe et sæt, der lige passer dig. - hvortil han svarede:
