Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
FABJERG - Nytårsløjer - Borums Forum
På et husmandssted ude for sønden i Fabjerg, dvs. nabo til Hollands, boede et par, der - specielt Nytårsaften - blev udsat for betydlig drilleri og chikane af drengene i den del af sognet. Jeg er ikke sikker på, om det var dem, der gik under navnene Pol-Fjet og Stram-So, men konen var i hvert fald ikke kendt for at være særlig proper.
Nu var nytårsløjer på landet i hine tider noget mere omfattende end det, der opleves i dag. Havelåger eller lokumsspande i toppen af flagstangen forekom jo da endnu i min barndom. Den slags ses - en del af det af naturlige årsager - ikke nutildags, men for hundrede år siden gik det lystigt til.
Der er ingen tvivl om, at Nytårsaften var en lidelse at komme igennem for dem, det rigtig gik ud over. Manden stængede alle døre og porte for at hindre lømlerne i at trænge ind, og der blev trukket for vinduerne, så man ikke skulle kunne se ind. Desværre kunne gardinerne ikke lukke fuldstændig tæt, så knægtene kunne gennem en sprække se, hvordan familien sad ret op og ned ved spisebordet og prøvede at lade upåvirket af larmen og tilråbene udenfor.
Og tilråb skortede det ikke på. Aftenkaffen var på bordet derinde, og hittepåsomheden var stor:
- Ska' vi e' ind? lød det, og gennem sprækken kunne man se dem sidde som saltstøtter derinde.
- Ska' vi e' ind? lød det gentagne gange, indtil Jens Hansen digtede videre på det:
Men familiens trængsler sluttede ikke med det. For manden havde forsøgt at forhindre, at man udefra kunne få udhusdørene op. Porten havde han forsøgt at blokere ved at surre fast med reb, men knægtene var vedholdende. Ved at blive ved med at ruske og ruske lykkedes det efterhånden at få rebet til at give så meget efter, at en af dem akkurat kunne liste en arm ind og få fat i låseanordningen, så man kunne få lukket op.
I laden var vognen kørt ind - en gammldags stiv vogn med træhjul - i håb om at, at den kunne være i sikkerhed, og den fik lømlerne nu ud og trak af sted med, over vejen til marken ved siden af, som skrånede ned mod en slugt. Her slap man vognen, så den løb løbsk. Hvilke skader, der skete på den, er jeg ikke klar over, men det var i hvert fald langt ud over grænserne for harmløse nytårsløjer. Og som manden sagde det:
Om det var akkurat denne nytårsaften eller en anden, det skete, ved jeg ikke, men en af gangene jagtede manden i hvert fald de forvorpne unger, der forøvede hærværksagtige anslag mod ejendommen. De var lette til bens, og det var han ikke, så han kunne jo umuligt løbe dem op. I et forgæves forsøg anstrengte han sig ud over det forsvarlige, så der undslap ham et kvantum af noget, som sphincter ani absolut burde have holdt tilbage.
Hændelsen var naturligvis generende nok i sig selv, men det blev ikke bedre af, at han i tiden efter måtte høre for det af egne eller andre unger i nabolaget. Til sidst blev det ham for meget, og han frabad sig yderligere hentydninger til det med ordene:
