Notice: Undefined index: JQUERY_PLUGIN_CKEDITOR in /customers/8/a/7/borums.net/httpd.www/forum/extensions/HtmlFormatter/default.php on line 45
FABJERG - Hans Hansen (Bette Hans) - (1875-1962) - Borums Forum
Hans Hansen - hed egentlig Hans Christian Hansen - blev kun omtalt som Bette Hans (altid udtalt Be'æ Hans). Han var født 07.10.1875 i Annexhede i Fabjerg og døde 10.10.1962.
Af gode grunde har jeg kun kendt ham sparsomt - da jeg var barn, og han var gammel. Jeg husker ham som en lille mand - deraf hans kaldenavn - der jævnligt kom på besøg i Sdr. Lund, hvor han gennem mange år havde fungeret som daglejer. Faster Risse omtaler sidst i brevet her fra 1934, at han hjalp til i roerne - læs brevet her.
Sin lidenhed til trods havde han i sine yngre år været stærk og - hvad der vel ikke var ualmindeligt på den tid - lysten efter at prøve kræfter med andre. Som han engang fortalte:
- Vi gik til Holstebro, bar' for å kom' te' å slå's!
Men det var nu heller ikke altid, at han var helt stolt over, hvad han havde bedrevet på sine udflugter til storbyen. Således fremviste han engang for far sin knortekæp, mens han dystert sagde:
- Sønderskov, der er blod å mi' kjæp ... og det er ret minneskblod!
De værste oplevelser var måske i virkeligheden, når han var blevet snydt. Far mødte ham engang, hvor han kom gående langs vejen på vej hjem. På lang afstand kunne far genkende den lille mand, der stavrede af sted i vejkanten. Uafladelig fumlede han ved sine lommer i bukser og jakke og gennemsøgte alle vestelommer, mens han bandede og skældte frem for sig.
Forklaringen var, at han var kommet ind "et privat sted" omme i Ramme. Der havde man beskænket ham, men endnu før han var blevet rigtig døddrukken, havde man taget alle hans penge og lempet ham ud. Han havde således hverken penge - eller var blevet rigtig fuld - så der var ikke andet at gøre end at gå den tunge vej hjem.
Nu er det jo aldrig rart at føle sig til grin, og Bette Hans har da nok ikke så sjældent oplevet at være skydeskive for de andre karles morskab formedelst sin beskedne højde. Således stod nogle stykke engang ved en hestebås, hvortil der var adgang via en halvdør. Da sagde en af de andre:
Bette Hans blev aldrig gift, og jeg har heller aldrig hørt om, at han skulle have haft kærester eller have været forlovet. Men helt ukendt med kvindekønnet var han nu altså heller ikke - omend han nok gerne havde været i det mindste nogen af oplevelserne foruden. Således fortalte han om de uheldige eftervirkninger, han havde haft, da han havde besøgt "et offentligt fruentimmer", for
Som det vil fremgå, var det ikke udelukkende succeshistorier, Hans viderebragte om sig selv. Han fortalte også om, at han engang var inde hos en familie, som havde 2-3 halvstore piger. De satte sig på hans knæ og spurgte, om ikke han ville synge en sang for dem. Nu ved jeg ikke, hvor meget Hans ligefrem gjorde i den slags, men tilsyneladende var der da en ganske gemytlig stemning. Den vildfarelse blev Hans dog effektivt bragt ud af, da han gik, for han havde dårligt nok lukket døren bag sig, før han hørte en sige:
- Det var godt, vi bløw leer ve' ham, den be'te forbandede skider!
At han godt kunne lide at komme ud at svire - især i sine unge dage - fremgår vel af brudstykkerne ovenfor. Med tiden var lysten der måske stadigvæk, men han havde dog også betænkeligheder ved det, og det kom til udtryk i følgende ordveksling, han engang havde med far, da de mødtes foran en af beværtningerne i Lemvig:
- Der trowr a e', a vil ind.
- Nej, det var da osse klogt at lade være med, Hans.
- Ja ... ja, for en risikerer bar' å mist' alle si' peng'!
- Ja, lad endelig være med det!
- Ja ... nej, det trowr a e', a vil ... ja ... jah, a ku' jo osse gå ind å ta' en enkelt genstand!
Bette Hans boede på asylet sammen med fattiglemmer (de blev senere betegnet fattigunderstøttede) og aldersrentenydere, der ikke havde familie eller boede i eget hus, men var åbenbart ikke på god fod med asylbestyreren, for engang erklærede han:
- Hvis hun dør fø'st, vil a sæt' mæ å hinne grav å skij' en sto•he lort!
Desværre har jeg ikke nogetsteds kunnet finde optegnelser, der bekræfter, at Hans rent faktisk fik gennemført sit forehavende.
Nu var Hans jo fra en tid, der lå adskillige årtier før, nogen havde hørt om scorereplikker. Men selv om begrebet endnu ikke havde fået navn, eksperimenterede Hans alligevel med disciplinen.
Risse fortalte mig, at Hans engang, hvor han kom i nærheden af hende og åbenbart registrerede, at hun duftede af kølnervand, fremsagde følgende kompliment til hende:
