Ligesom bedstefar var også far biavler. Foruden at være formand for Lemvig og Omegns Biavlerforening og formand for amtsforeningen var han gennem flere perioder indvalgt i hovedbestyrelsen for Danmarks Biavlerforening. I den forbindelse rejste han jævnligt med tog til hovedbestyrelsesmøde i Fredericia, hvor foreningen havde sit hovedsæde.
Som oftest passer man sig selv, når man sådan sidder i togkupé sammen med mennesker, man ikke kender. Men engang imellem falder man i snak med sine medpassagerer. Der skal dog som regel en speciel begivenhed til at sætte snakken i gang - eller også sidder man ene to tilbage.
Togrejsen fra Fredericia til Struer går over Vejle, og engang, da far var på vej hjem, kom der på Vejle station en ung pige ind og satte sig i kupeen. Hun virkede lettere eksalteret, og det varede da heller ikke længe, før hun simpelt hen ikke kunne holde tilbage for sine medpassagerer, hvad der havde bragt hende fra koncepterne:
- Uhh ... jeg så Otto Leisner her ude på perronen!
På Danmarks Biavlerforenings kontor i Fredericia var der i alle de år, jeg kan huske, en kontordame, Henny Andreasen. Hun stod for alt det praktiske på kontoret, mødeindkaldelse, medlemsregistrering osv.
Da far engang kom til møde, fortalte fru Andreasen, at en eller anden biavler, som de begge kendte, netop var død. Nu er det jo ikke usædvanligt, at også biavlere dør på et tidspunkt, men i tilfældet her var det dog overraskende, for, som far sagde til hende:
- Jamen, han var da ikke så gammel!
- Jo, han var da 56! lød fru Andreasens omgående svar.
Hendes reaktion gav da lidt at tænke på for far, som vel på det tidspunkt kan have været omkring 65.
Danmarks Biavlerforenings årlige generalforsamling blev afholdt på skift i forskellige byer over hele landet. Sidste punkt på generalforsamlingen var beslutningen om næste års mødested.
Et år, hvor man således var kommet til dette punkt, gik formanden for lokalforeningen i Ribe på talerstolen for at foreslå, at næste generalforsamling skulle holdes der. Bøgesvang, som formanden hed, havde en meget karakteristisk skarp stemme. Han havde forberedt sig grundigt og agiterede længe med argumenter om Danmarks ældste by, Dronning Dagmar, tulipanfest, og hvad der nu ellers kunne være.
Om det nu var det, der blev sagt, eller måden det blev fremført på, skal jeg lade være usagt, men det var, som om budskabet ikke rigtig fængede blandt tilhørerne. I hvert fald stod det rent bogstaveligt i skærende kontrast til valgtalen for modkandidaten.
Lokalformanden for Hjørring - en sindig vendelbo - gik derefter på talerstolen og sagde følgende: